Kig ind i krystalkuglen

FREMTIDSGÆTTERIER. Copenhagen International Documentary Film Festival CPH:DOX lancherer i år et helt nyt projekt: MEGATRENDS, som fokuserer på nogle af de fundamentale forandringer, vi vil se i fremtiden. Globale strømninger som klimaforandringer, 3D-print af våben, finanskrisens fragmentering af samfund og robotteknologi - CPH:DOX serverer et stykke af fremtiden.

Kulturel fremtidsbesættelse
Filmen 'Trend Beacons' giver et helikoptervue over hvad, der bliver det nye og hvad der starter trends. Det islandske instruktørpar Orn Marino Arnarson & Thorkell Hardarson har samlet nogle af feltets bedste hjerner, såkaldte 'trend beacons' , som i et internationalt perspektiv også spørger om trends er svaret på forbrugernes behov, eller om behov opstår som følge af nye trends. Deres islandske landsmand Mugison står bag filmens musik.

Mød instruktørerne, modejournalist og DRK-værk Chris Pedersen samt trendforsker Mads Arlien-Søborg til visningen af ’Trend Beacons’ søndag den 9. nov. Kl. 16.45.

Vand er guld
Filmen 'H2O MX', i serien 'Rethinking Resources', måler vandbeholdningen i én af verdens største megacities, Mexico City, som slås med noget så banalt som at skaffe de naturlige dråber til sine indbyggere. I et visuelt storslået og urbant panorama følger ’H2O MX’ det flydende guld. Uret tikker, og katastrofen nærmer sig.

’H2O MX’ vises fredag den 7. nov. kl. 21.00 og søndag den 16. nov. kl. 22.00, mød instruktøren, José Cohen, når han besøger Cinemateket til visningen 16. nov.

Fakta

Læs mere om progammet og bestil billetter på cphdox.dk og cinemateket.dk

3D-printing: En udvikling ude af kontrol? 
I serien 'Movers and Makers' bliver forbrugeren sin egen producent, når den digitale kultur blomstrer og materialiseres i 3D-print af alt mellem himmel og jord. 'Print the Legend' er historien om, hvordan David selv bliver til Goliat og om en verden, hvor gode intentioner og idéer bliver omregnet til kroner og ører. Godt krydret med teknik og gadgets fra en verden i rivende og ustoppelig udvikling.

Efter visningen lørdag den 8. nov. kl. 12.15 er der debat om 3D med DTU, Teknologisk Institut, Blue Print og Mattr, inden vi følges over til 3D Printhuset, hvor du selv kan opleve 3D-printere i fuld sving.

Spanske spøgelsesbyer
Serien 'Polarized' lægger de fragmenterede samfund, som finanskrisens efterdønninger har skabt, under luppen. I filmen 'Speculation Nation’ spirer drømmen om et anderledes samfund i ruinerne af krisens Spanien. Da den økonomiske krise ramte Spanien som en finansiel tsunami, efterlod den sig ikke kun spor i aviser og banker men også i landskabet, hvor man nu finder spøgelsesbyer. 'Speculation Nation' leverer et indlevende portræt af et folk, der har mistet troen på det system, der har svigtet dem, og hvis håb for fremtiden hviler på hinanden og på drømmen om et alternativ frem for et nyt økonomisk opsving.

I forbindelsen med verdenspremieren på ’Speculation Nation’ diskuterer direktøren for tænketanken CEVEA Kristian Weise og Mandag Morgens Europaredaktør Claus Kragh krisen i Spanien i et europæisk perspektiv. Søndag den 9. nov. kl. 14.00.

We are the Robots
'Autonomous' + 'Fixed' + 'The Robots are Coming' er tre kortfilm, som udvisker grænserne mellem menneske og maskine. To film om hvad det vil sige at være menneske 2.0, uanset om der er elektricitet eller blod i dit kredsløb. Perspektiverne er svimlende, og det samme er dilemmaerne.

‘Autonomous’ + ’Fixed’ + ’The Robots are Coming’ vises lørdag den 15. nov. kl. 19.15, mød også Henrik Schärfe og hans tvillingerobot efter visningen.

Neokolonialismens spøgelse
I serien 'Africa Rising' finder vi Månedens Dokumentar i Cinemateket: 'We Come as Friends'. En rå, kompleks og brutalt realistisk storfilm om neokoloniseringen af Afrika, der hverken sparer os for ekstremerne eller pludselige anstrøg af chokerende, surrealistisk poesi. Sydsudan er et kun tre år gammelt land, men dets historie er lang og kaotisk. Og midt ned i de ulmende gløder af en nylig borgerkrig lander den østrigske instruktør Hubert Sauper i et lille blikfly for at forstå hvad der foregår. Og det er virkelig ikke så lidt. Hvor skal man starte og slutte, hvis man vil forsøge at forstå, hvad der foregår i et land som Sydsudan? Man kan i alle tilfælde starte her. 

Mød instruktøren, den østrigske Hubert Sauper i Cinemateket til Q&A i forbindelse med premieren fredag den 14. nov. kl. 18.30, derudover vises 'We Come as Friends' 15.-19. nov. kl. 16.45.

Læs mere om progammet og bestil billetter på cphdox.dk og cinemateket.dk

Tid: ’CPH:DOX’. 6.-16. november.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: online eller på tlf. 33 74 34 12