Kom New York rundt i København – med bl.a. en Oscar-vinder som guide

Fra 18. april til 31. maj sætter Cinemateket i samarbejde med Oscar- vinder og mangeårig newyorker James Marsh fokus på New York som filmby - bydel for bydel - tilsat en række foredrag og debatter.

New York er mange ting. Byen kan skifte karakter midt i et lyskryds – som når man krydser Houston Street og samtidig rejser over kontinenter, fra Chinatown til Little Italy. Filmene er valgt af James Marsh, så alle bydele og vigtige lokaliteter er repræsenteret. Det er ’The Big Apple’ bid for bid.

Serien bevæger sig fra East Village-rendestenen i 'Taxi Driver' til linedans mellem WTC-tvillingetårnene i dokumentaren 'Man on Wire', som James Marsh har kaldt ”sin gave til New York efter 11. september”.

Marsh besøger Cinemateket for at fortælle om den film (der vandt årets Oscar for bedste dokumentar) og om sit forhold til filmens New York. Det sker den 26. april, hvor Marsh også vil introducere avantgarde-perlen ’Heavenly Creatures’ fra den vovede del af 60’ernes New York.

Fra bureaukrati og bestikkelse ...

New York er ikke altid New York. Halvdelen af Burt Lancaster-klassikeren 'Magtens sødme' (1957) blev indspillet on location i New York, mens resten blev optaget i Hollywood-studier i L.A. på grund af det bureaukratiske helvede, det var at få lov at filme i New York.

Journalist Anne Mette Lundtofte, der har skrevet både artikler og bøger om New York, siger i sin tekst til serien:

”Det kunne kræve op til 50 forskellige tilladelser – og derudover skulle man regne for flere hundred dollar daglig bestikkelse af betjente med i budgettet. I 1966 ændrede byens nyvalgte borgmester, John V. Lindsay, dog loven for at tiltrække filmindustrien tilbage til byen, som da Joseph Sargent i 1970 fik stillet et helt subwaytog til rådighed til at indspille ‘Togkapring’.”

... Over oprydning og disneyficering ...

”Hvad borgmesteren ikke kunne afværge var det forfald, der satte ind i New York i tiden herefter, hvor kriminalitet, narko og korruption gjorde byen endnu mere ‘dirty’. Her bliver New York den helvedes forgård, vi kender fra Scorseses ‘Taxi Driver’ (1975), hvor Times Square ikke længere er centrum for teatrenes show biz, men for porno og prostitution, og hvor East Village er én stor losseplads af vold, stoffer og menneskeligt affald, som filmens hovedperson, taxichaufføren Travis, håber vil blive vasket ren af en forestående syndflod,” fortsætter Anne Mette Lundtofte.

”Det blev ikke en syndflod, men borgmester Rudolph Giuliani, som kom til at rydde op i byen, da han i slutningen af 1980'erne indførte sin ‘zero tolerance’-politik. I løbet af få år gik New York fra at have været USA's mest kriminelle by til i 1990'erne at være landets sikreste, hvilket gav byen et økonomisk løft i takt med, at turister nu begyndte at flokkes til New York. Det er en økonomisk succeshistorie, som newyorkerne ser som en ‘disneyficering’ af byen, der ikke længere karakteriseres ved sin kunstneriske kant, men ved de store Disney-produktioner som ‘Løvernes konge’, der nu florerer på Times Square.”

... Til paranoiaens og drømmenes New York

Terrorangrebet den 11. september 2001 forvandlede den tidligere så sydende og boblende smeltedigel til et paranoiaens univers, mener Anne Mette Lundtofte:

”Er det New Yorks ‘kant’, man vil opleve, er det altså ikke længere virkelighedens New York, man skal tage til. Men i drømmeuniverset kan man stadig opleve det skæve, mørke og avangardistiske New York.”

Tid: ‘New York på film’. Film, foredrag og debater i perioden 18. april–29. maj.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34