KomplEKS-Jugoslavien - Der var engang et land...

Frustration og forbrødring forenes i denne serie om Jugoslaviens sammenbrud og de mange etniske konflikter på Balkan.

Jugoslaviens blodige endeligt og de etniske konflikter på Balkan har været et tema i mere end 50 spillefilm og over 200 dokumentarfilm. Et af resultaterne af de tragiske hændelser har været, at en ny generation af talentfulde filminstruktører og manuskriptforfattere er trådt i karakter.

I september præsenterer vi en række fremragende film, der alle tager udgangspunkt i Jugoslaviens sammenbrud - fra Guldløve-vinderen 'Før regnen' (1995) til Guldbjørn-vinderen 'Sarajevo – håbets sang' (2006).

Fra had til forbrødring

Hvor de tidlige film om Jugoslaviens sammenbrud - som Emir Kusturicas Guldpalme-vinder ’Underground’ og Srdan Dragojevics ’Pretty Village, Pretty Flame’ - skildrede et anarkistisk og amoralsk mareridt af blodsudgydelse og had, er en række af de nyere film fra eks-Jugoslavien langt mere afdæmpede og eftertænksomme; refleksioner over kamphandlingernes smertelige konsekvenser og efterkrigstidens traumer.

Således i ’En midvinternats drøm’ følger vi den svære hjemkomst til et land, som for længst har mistet sin uskyld, men som altid vil være det sande hjem for dens mange beboere i eksil. At vende hjem og skabe en tilværelse ud af asken kræver tilgivelse, accept og nye venskaber.

Jugoslavien i fremtiden

At såret stadig bløder er tydeligt i filmen ’Sarajevo - håbets sang’ om en ung pige, der søger efter bevis på sin fars død, mens hendes mor kæmper for at skabe hende en bedre tilværelse. For at fokusere på fremtiden, er det imidlertid nødvendigt at komme overens med fortiden.

NB. Emir Kursturicas ’Underground’, der med masser af energi og visuelt bravur fortjent vandt Guldpalmerne i Cannes i 1995, vises sidste gang i aften, den 8. september kl. 21.00. Gå ikke glip af denne overrumplende og morsomme film, som desværre glider ud af programmet den 22. september. 

KomplEKS- Jugoslavien filmserien kører hele september.
Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412. Online bestilling på cinemateket.dk.