Kulturnatten i Cinemateket

KULTURNAT. Cinemateket åbner dørene for både store og små på Kulturnatten fredag den 9. oktober. Få lavet farlige sår i ansigtet, leg instruktør i FILM-X, få dit ansigt på en filmplakat – og kom til i en stribe foredrag og andre spændende aktiviteter i tidsrummet18.00-23.00.

Der er noget for alle, når Cinemateket igen i år åbner dørene på Kulturnatten. Bliv sminket af en ægte special effect-mager, leg instruktør eller skuespiller i FILM-X – eller få dit ansigt på en filmplakat. I løbet af aftenen vil der desuden være interessante foredrag, mulighed for at møde unge filmtalenter på Filmværkstedet og høre om projektet ’Danmark på film’ i Biblioteket og meget mere. Restaurant Sult byder på buffet og grill undervejs.

Kulturnatten i Cinemateket - program

18.00-20.00 + 20.30-22.00
Bliv sminket som et uhyggeligt monster
Få lavet et ulækkert sår eller bliv sminket som et monster af special effect-mageren Janus Vinther.

18.00, 20.00, 21.45
Gys og gru i FILM-X 
Optag, klip og indspil lyd til jeres egen gyserfilm i FILM-X. Max 20 deltagere. Efter først til mølle princippet. Filmforløbene varer halvanden time ca. Fra 7 år.

18.00-18.30
Et indblik i Filmarkivets skatte!
Se og hør nærmere om, hvad en filmarkivar laver. Kom helt tæt på filmrullerne og arkivaren!

18.00 - 22.00
Mød nye filmtalenter på Filmværkstedet
De fortæller om vejen ind i dansk film, og derudover vil de vise korte klip fra deres film. Mød 2-3 af de håbefulde unge i 45 minutter. Max. 5 møder.

18.00-20.00 + 20.30-23.00
Få dit ansigt på en filmplakat 
Vores foto-boks tager dit portrætbillede og fletter det ind på en dansk filmplakat! Få plakaten med hjem som print og fil – eller køb den som plakattryk i vores Billed- og Plakatarkiv.

18.00-23.00
Film fra A til Z i billedarkivet
Vi forærer overskydende filmprogrammer, plakater og stillbilleder væk én aften om året. Gør et fund!

18.30-19.00
Kortfilm for hele familien med levende musik
Skøre, sjove, overraskende perler fra filmhistorien – med fuld knald på klavertangenterne!

19.00-19.45
Et personligt indblik i jazzkomponisten Nikolaj Hess’ verden
Nikolaj Hess fortæller og viser hvordan filmmusik kan tale direkte til forskellige følelser!

19.30-20.00 + 20.30-21.00
Modeopvisning inspireret fra filmen ”Strictly Ballroom” 
Studerende fra Håndarbejdets Fremme viser unikke beklædningskreationer med broderi og tekstiltryk. 

19.30-20.30
Danmark på film i biblioteket
Foredrag og workshop - 500 historiske filmklip skal placeres på Danmarkskortet – og du kan hjælpe!

21.00-21.30
‘Vokseværk’ – dansk kortfilm med instruktørbesøg
Animationsfilm om Fabian, der må vælge mellem sin mor & sin kæreste. Mød instruktør Tor Fruergaard 

22.00-22.30
Hvad er CINERAMA? 
Glem alt om 3D-briller – se og hør 1950’ernes fedeste væg-til-væg-oplevelse i digitalt format!

18.00-22.00
Kulturnat med restaurant Sult 
Sult byder på grill og musik uden for Cinemateket, og i restauranten er der stor buffet hele aftenen.

Adgang til arrangementerne i Cinemateket er forbeholdt gæster med Kulturpas. Kulturpasset er et badge, der giver adgang til samtlige arrangementer under Kulturnatten og gratis transport med tog, bus og metro i tidsrummet 17-05. Kulturpasset koster 90 kr. og kan købes online på kulturnatten.dk og fra den 28. september også på de fleste S-togsstationer, biblioteker og kulturinstitutioner i København og på Frederiksberg, og naturligvis i Cinemateket. Det trykte program koster 10 kr. 

Tid: fredag den 9. oktober. Kl. 18.00-23.00.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetbestilling: Cinemateket.dk og tlf. 3374 3412.