Kurdiske Filmdage: 3rd COPENHAGEN KURDISH FILMDAYS 20.-23. FEB.

KURDISK VARIATION. Bliv ført ind i hjertet af Kurdistan, når vi fra torsdag 20.–søndag 23. februar viser film fra både Tyrkiet, Iran og Irak. Kig forbi Cinematekets lounge-område i Asta Bar. Inden hver forestilling vil der blive serveret te og kaffe - visse dage desuden live-musik og snack-servering af traditionelle kurdiske retter.

Det er tredje gang, Kurdiske Filmdage bliver afholdt, men første gang det sker i Cinemateket. Filmdagene er i år særligt en hyldest til kvinder i Kurdistan. Filmene skildrer mange forskellige udfordringer i et samfund, hvor de kurdiske kvinder til tider bliver ofre, men oftere rollemodeller – et symbol på forsvar, frigørelse og fred.

Vi håber at bringe den kurdiske (film)kultur nærmere det danske samfund og derigennem bidrage til en større forståelse af regionens problematikker – kulturelle, sociale og økonomiske. Gennem filmene kan du komme ind i hjertet og ud i alle hjørner af Kurdistan; her er film fra både Tyrkiet, Iran og Irak. Film, der illustrerer vidt forskellige levevilkår set gennem en kunstnerisk linse.

Vigtige dokumentarfilm og poetiske kærlighedshistorier

Filmdagene åbner med introduktion til og visning af Hiner Saleems ‘My Sweet Pepper Land’. En vaskeægte kurdisk western, fuld af ‘last frontier’-stemning (kun med tungen ganske lidt i kinden), rå mandfolk med læderhud og provins-manerer! Filmdagene fortsætter fredag og lørdag med uforglemmelige kærlighedshistorier og nervepirrende thrillere.

Søndag eftermiddag (23. februar kl. 16.45) inviterer vi til debat om kvindens rolle i det kurdiske samfund. Det sker med udgangspunkt i to dokumentarfilm. ‘Women Dengbej’ (30 min.) handler om kurdiske kvinder, der synger dengbej-sange, en særlig kurdisk udtryksform, som møder stor modvilje udefra. Dokumentarfilmen ‘Handful of Ash’ (50 min.) handler om kvindelig omskæring og har formået at ændre lovgivningen i Kurdistan!

Afslutningsdebat søndag aften

Samme søndag kl. 19.15 afrundes filmdagene med Hisham Zamans storslåede drama ’Before Snowfall’, der kaster tankevækkende lys over fænomenet æresdrab. Her bliver publikum taget med på en rejse gennem Kurdistan og Europa. Pigen Nermin flygter fra et arrangeret ægteskab, og hendes lillebror Siyar følger hende med den mission at genoprette familiens ære. Efter filmen vil der være en afslutningsdebat – og en hilsen fra instruktør Hisham Zaman.

Copenhagen Kurdish Filmdays er arrangeret af FOKUS-A, Forbundet for Kurdiske Studerende og Akademikere, og Cinemateket. For alle film gælder festivalpris: 70 kr., dog 55 kr. for medlemmer af Cinemateket og medlemmer af FOKUS-A.

Tid: ’Kurdiske Filmdage’: Forskellige særarrangementer fra torsdag 20. februar – søndag 23. februar.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34 12