Let(h) og elegant - Open Air-arrangement med Jørgen Leths cykelfilm + surprise

Man kan ikke sige cykelsport uden at sige Jørgen Leth. Så når VM i landevejsløb i dag indtager de københavnske gader, sørger Cinemateket for Open Air-visning af Leths tre særegne cykelfilm - den første med introduktion af digteren/kommentatoren/instruktøren selv.

Kom til Open Air i Ørstedsparken mandag den 19. og tirsdag den 20. september kl. 20-22 og nyd Leths tre cykelfilm og en sen tilføjelse af en anden kendt instruktør.

OPEN AIR-PROGRAM:

Mandag 19. sept. kl. 20.00:

'En forårsdag i Helvede' er Leths nærmest mytologiske skildring af brostensløbet Paris-Roubaix i 1976, filmet med dengang uhørte 20 kameraer og helikopter - og med en højst dramatisk finale. Filmen introduceres af Jørgen Leth selv. (Samlet varighed 120 min.)

Ekstra surprise: Bille Augusts cykelfilm!

Som bonus viser vi denne aften en lille kuriøsitet: En glemt cykelfilm af Bille August fra 1975! Filmen varer 22 min. og følger en purung Kim G. Svendsen (senere tredobbelt DM-vinder på bane) i træning. Filmen er fra tiden før Bille blev international, ja, den er tilmed yngre end hans roste Bjarne Reuter-filmatiseringer. Det er en fin lille tidskapsel fra samme periode som Jørgen Leths cykelfilm – og derfor viser vi den nu.

Tirsdag 20. sept. kl. 20.00:

Jørgen Leths 'Stjernerne og vandbærerne' følger koryfæet Eddy Merckx under etapeløbet Giro d'Italia, og 'Den umulige time' handler om Ole Ritters attentat på timerekorden i banecykling. Tre cykeldiscipliner på grænsen til det umenneskelige, tre store dramaer - naturligvis med Jørgen Leths karakteristiske stemme på lydsiden. (Samlet varighed 120 min.)

'Den umulige time' handler om den danske stjernerytter Ole Ritters forsøg på at generobre den mest attråede og vanskeligste rekord inden for professionel cykelsport: Én times kørsel på bane. Rekordforsøgene fandt sted i Mexico City i november 1974. Filmen skildrer bl.a. Ritters specialtræning på den meget avancerede baneracer, som var fremstillet til formålet. (Samlet varighed: 140 min.)

Entréen er gratis, og der skal ikke reserveres plads. Medbring blot lunt tøj og evt. noget at sidde på.

KØBENHAVNERFEST MED CYKELTEMA

På netop de aftener er de tilstødende veje (Jarmers Plads, H.C. Andersens Boulevard og Nørre Voldgade) ryddet for biler, og der bliver afholdt københavnerfest med cykeltema, koncerter og andre aktiviteter under overskriften 'Festdage i Cykelbyen' (se www.festdageicykelbyen.dk).