Månedens Film: 'High Life'

Månedens Film i december er Claire Denis’ elegiske sci-fi-drama ’High Life’ med Robert Pattinson, Juliette Binoche og Mia Goth i hovedrollerne.

Soldater, der bevæger sig med en balletdansers elegance, eksistentialistiske og kærlighedsramte vampyrer, afrikanske immigranter i parisiske forstæder. Der er tilsyneladende ikke en genre eller et område af filmens verden, som Claire Denis er bange for at give sig i kast med. For hver film har hun på uforudsigelig vis udforsket filmmediet og udfordret publikums forventninger. Med den elegiske ’High Life’ giver Denis sit originale take på rumfilmen.

Monte (Robert Pattinson) er sammen med sin nyfødte datter de eneste tilbage på et rumskib et ukendt sted i det ydre verdensrum. Gennem en fragmenteret fortælleform slører Denis enhver tidslig grænse, så vi kastes frem og tilbage mellem fortid og nutid (og fremtid?). Rumskibets blå og orange farvepalet og rummets intethed giver filmen en distinkt klinisk overflade, som bliver en kontrast til de særdeles kropslige erfaringer, karaktererne må igennem. En både bedøvende og intens film, der langsomt bevæger sig dybere ned i eksistensen, jo længere ud i rummet og ind i filmen, vi når.

Claire Denis' interesse for det fremmede

På trods af Denis’ bredde i emnevalg løber der en tematisk tråd gennem alle hendes film, nemlig en interesse for det fremmede – det ukendte Andet. Hvor slutter jeg og hvor begynder du? Det er spørgsmål som dette, ’High Life’ tilføjer nye nuancer til.

Filmen er i sig selv lidt af et sort hul: En altopslugende oplevelse, der kaster dig ud af tid og sted – det skal ikke forstås som, at filmen er en eskapistisk oplevelse. Tværtimod er det en dybt kropslig erfaring.

 

'High Life' kan ses i Cinemateket fra den 12.-22. december. Første visning af Månedens Film er som altid gratis for medlemmer.

I anledning af ’High Life’ er Cinemateket glade for også at kunne præsentere et stort retrospektivt af Denis’ tidligere film. 'High Life' og Denis-serien præsenteres i samarbejde med Institut Francais.

Anmelderne skriver

★★★★★★ "En dybt humanistisk fortælling på kanten af galaksen, der bør opleves på det store lærred" - Soundvenue

★★★★★ "Gribende ulæselig, overvældende kraftfuld" - The Guardian

★★★★★ "'High Life' er en sanselig oplevelse af høj kvalitet og vil enten forarge eller fascinere." - Moovy

★★★★★ "Det er sci-fi til kødet og kroppen." - Filmz

★★★★★ "Lige dele grusom og humanistisk sci-fi og en uforglemmelig filmoplevelse." - Kinosaur

★★★★ "frodig musik og drømmende billeder" - Filmmagasinet Ekko