Månedens Film i april: Et bragende Friedkin-comeback

RESTAURERET MESTERTHRILLER. Månedens Film i Cinemateket i april er den nyrestaurerede udgave af William Friedkins ’Frygtens Pris’ (’Sorcerer’). Filmen præsenteres i samarbejde med CPH PIX og kan opleves frem til 3. maj.

På den seneste udgave af Venedig filmfestival blev adventure-thrilleren ‘Frygtens pris’ (‘Sorcerer’) præsenteret i sin nyrestaurerede version. Her modtog publikum den med stående ovationer. Helt fortjent skulle man mene, for sjældent har en filmsucces været så hårdt tilkæmpet.

Produktionen var en krig for Friedkin, der som en anden Werner Herzog ragede uklar med både studiet og filmholdet. En orkan lagde settet øde, udvalgte floder tørrede ud, fotografen skred midtvejs. Senere blev Friedkins film både omdøbt og omklippet i en sådan grad, at han senere blev tilkendt erstatning ved en domstol. 

Nu kan ‘Frygtens pris’ nydes som det selvstændige og vellykkede værk, det faktisk var: Månedens Film i Cinemateket er en nervepirrende roadmovie med mytologiske og eksistentielle overtoner og et episk stoner-soundtrack af bandet Tangerine Dream. Fire mænd, alle med en blakket fortid og uden noget at tabe, får chancen for at viske tavlen ren, hvis de vil køre to lastbiler ladet med sprængfarlig nitroglycerin igennem junglen.

Anmelderne skriver:

♥♥♥♥♥ ”Friedkin har skabt en film, hvor fransk eksistentialisme og hårdkogt amerikansk filmfornemmelse går hånd i hånd". (Kim Skotte, Politiken)

★★★★★ ”Nu er den originale udgave på godt to timer blevet tilgængelig – med ultraflot digital teint – og nu bliver de fascinerende elementer fulgt til dørs af noget helt fantastisk”. (Jacob Wendt Jensen, Berlingske)

Tid: Månedens Film i april: ’Frygtens Pris’. Vises i perioden 24. april – 3. maj.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34 12