Månedens Film: 'Leave No Trace'

Drømmen om at kvitte det civiliserede, materialistiske samfund til fordel for et liv i naturen lever og ånder mange steder – også i USA. Det har Debra Granik lavet en intens robinsonade-fortælling om. 'Leave No Trace' er Månedens Film i oktober.

I skovene uden for Portland giver krigsveteranen Will (Ben Foster) sin teenagedatter Tom (Thomasine McKenzie) undervisning i planter og minimalistisk madlavning. De bor her, alene. Det er smukt og kaldende, uden at være romantisk. For jorden er våd, maden knap, og titlen ‘Leave No Trace’ handler ikke kun om miljøbevidsthed. De to må for alt i verden ikke blive opdaget.

Efterhånden forstår vi hvorfor. Vi er i nationalpark-område, al camping er forbudt, og Will har PTSD af en slags, der gør ham ekstremt skeptisk over for mennesker, bortset fra apotekere og andre krigsveteraner.

Bevægende og tidsaktuelt drama

‘Leave No Trace’ stimulerer robinsonade-fantasien, men tager survivalism-ideologien et andet sted hen. For da parret uundgåeligt møder virkeligheden i form af myndigheder, typehuse og tv-skærme (der også for publikum pludselig virker som noget fra en anden planet), begynder Toms egne drømme og drifter at få spillerum. Faderens kærligheden er mærkbar, men også mere overlevelsesfokuseret end sensitiv. Hans beskyttende opdragelse er lidt af et fængsel.

Filmen er en fintfølende skildring af gensidig omsorg, et portræt af en skæv familie (og en verden) i splid med sig selv – ikke ulig Viggo Mortensen-filmen ‘Captain Fantastic’. Men ‘Leave No Trace’ er samtidig en coming of age-fortælling, som i kraft af sine lyriske naturbilleder ikke ligner andre film i genren.

’Leave No Trace’ kan ses i Cinemateket den 17.-24. oktober – samt den 26. og 28. oktober.

Første visning er som altid gratis for medlemmer af Cinemateket.  

Anmelderne skriver

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ "Filmkunst i høj klasse" - Politiken

★★★★★ "Instruktøren bag 'Winter’s Bone' skaber store følelser med små armbevægelser i en flugt-til-vildmarken-fortælling kombineret med opfindsomt ungdomsdrama." - Filmmagasinet Ekko

"Filmen er meget smukt fotograferet og fortalt med sjældne kvaliteter som diskretion og årvågenhed." - Weekendavisen

★★★★★ "’Winter’s Bone’ instruktørs nye film er fuld af empati og store skuespilpræstationer." - Soundvenue

★★★★★ "Fejlfri, og dybt berørende" - The Guardian

".. en fantastisk historie om ungdom, om grundlæggende menneskelig venlighed, om adskillelse og forsoning, om grænserne for, hvad forældre kan lære deres børn." - Time

★★★★★ "en rørende og gribende fortælling" - CinemaOnline

★★★★ "Filmen finder lejlighed til at kritisere USA's manglende omsorg for de mænd og kvinder, der risikerer deres liv, førlighed og mentale sundhed for hele nationen." - Filmmagasinet Nosferatu

".. et utroligt bevægende portræt af en far og datter, der elsker hinanden, og som ikke kan holde ud at være adskilt." - RogerEbert.com

★★★★ "Thomasin McKenzie er den helt store attraktionsværdi" - Moovy.dk

★★★★ "En lille fortælling, der håndterer nogle meget store emner" - Time Out