Hans film syder og sprutter af okkultisme, gude-ofringer, homo-erotik, nazi-fascination og ubetvingelig provokationslyst. Men de er lavet med en så viril, nærmest brunstig kærlighed til det at fortælle i billeder, at selv den mest middle-of-the-road-borgerlige betragter må sætte skepsissen på pause og lade sig overvælde.
Det er især værkerne 'Inauguration of the Pleasure Dome' og 'Scorpio Rising', der anslår Kenneth Angers okkulte klang. Begge er fetichistisk detaljedyrkende gennemspilninger af ofringer.
I 'Inauguration of the Pleasure Dome' er det en række gudeskikkelser, der mødes i et diffust, men dekadent udsmykket lokale, hvor de under stor højtidelighed udveksler og indtager forskellige former for drugs.
'Scorpio Rising' har samme ritualmønster, men vi er nu blandt 60'ernes vilde unge på vej til Halloween-fest: Maskin-dyrkende læderhanner med én fod umiskendeligt plantet i homoseksualiteten og en anden i nazi-fascinationen. Festen giver dem rig mulighed for at udleve deres fantasier.
I sit sammenklip af nazi-propaganda-film, ’Ich Will!’, suger Kenneth Anger os gennem røde billeder ind i ritualet, hvor individ bliver til gruppe. Ledemotivet - og dette ord kan lades med omtrent alle de betydninger, der tænkes kan - giver på karakteristisk Anger-vis rum for både fascination og væmmelse.
Det er ikke sikkert, man er fan af Kenneth Anger bagefter. Men navnet og billedstormen vil sidde i én, til man dør. Og med god sandsynlighed en rum tid bagefter.