Menneskeklog abefilm – Månedens Dokumentar

Den nyeste film af doku-auteuren Nicolas Philibert er et kærligt registrerende portræt en 40-årig orangutang. Den rejser væsentlige spørgsmål om indespærring og menneskelighed. Se 'Nénette' i Cinemateket 11. – 17. november.

Månedens dokumentar, der vises i samarbejde med CPH:DOX og European Documentary Network, er en kærlig skildring af en rødhåret diva, der bor i Paris og hver dag modtager hundredvis af beundrere. Filmen går tæt på orangutangen Nénette, der fra sit hjem i den parisiske zoo sidder og glor tilbage på de besøgende, som alle er på fornavn med hende.

Vi hører om dyrepassernes oplevelser med den gamle orangutang og lytter til kommentarer fra besøgende - udenlandske turister, kunststuderende, børnehavebørn - mens kameraet hele tiden hviler på Nénette eller en af de tre andre orangutanger, hun deler bur med.

"Nénette er et spejl for vore egne projektioner. Vi tillægger hende alle mulige følelser, hensigter og tanker, og når vi taler om hende, taler vi om os selv," siger filmens instruktør Nicolas Philibert.

Se Månedens Dokumentar 'Nénette' 11. – 17. november i Cinemateket.

Anmelderne skriver: Virtuos musikalitet

Nicolas Philiberts, der har vundet mange hjerter og et stort internationalt publikum med sine rørende og menneskekloge film, understreger igen sin tillid til tilskueren ved at benytte den diskret observerende metode, som han har gjort til sin signatur.

Under overskriften "Virtuos musikalitet" skriver Lars Movin bl.a. følgende om filmen og metoden i sin anmeldelse i Information:

"Ligesom Philiberts mesterværk fra 2002, At være og at have - om hverdagen på en lille fransk landsbyskole - er Nénette mere end noget andet et stykke observerende dokumentarisme i ordets egentligste betydning. Det er Philiberts påstand, at en films vigtighed ikke er afhængig af dens emne, men af måden den er skruet sammen på.

Der kan laves store værker om bittesmå emner, hævder han, og i film efter film beviser han sin tese ved at væve betagende fortællinger ved hjælp af et væld af nuancer og detaljer, som mindre følsomme iagttagere måske knap nok ville have bemærket.

I Nénette skaber han således et rum for iagttagelse, refleksion og kontemplation, disponeret med en stærk filmisk fornemmelse og en virtuos musikalitet. Resultatet er, at vi i løbet af de 70 minutter, hvor kameraet holdes fast på Nénette, lærer temmelig meget om, hvordan tilværelsen tager sig ud for en orangutang i fangenskab. Men vi lærer endnu mere om os selv som mennesker." (Information, 11. november 2010).

I Politiken hæfter Søren Vinterberg sig bl.a. ved:

"Det gamle spørgsmål om, hvem der egentlig er tilskueren her i zoo … når mindre end 2 procent af genmaterialet adskiller parterne på hver sin side af burets væg: Er det et spejlbillede? … Raffineret gjort af den franske dokumentarmester" (Politiken, 11. november 2010 - ♥♥♥♥).