Mere jazzet Disney i december

Swing dig gennem december i en perlerække af jazzede Disney-film fra 1960’erne og 1970’erne. Nu med ekstra-visninger til de hurtige.

Disney i december er for mange en ubrydelig tradition. Som følge af den store interesse for serien med jazzede Disney-film viser vi nu tre af de allerhotteste klassikere en ekstra gang.

16. dec. kl. 16.45: Junglebogen
17. dec. kl. 16.45: Aristocats
22. dec. kl. 16.30: Hund og hund imellem

Musikken i centrum

Der var engang, hvor musikken i Disneys film ikke var et sentimentalt lydtapet. Engang var sangene med til at løfte fortællingen, og give de animerede figurer liv.

I ’Junglebogen’, ’Aristocats’ og ’Hund og hund imellem’ var musikken fortællingens drivkraft, og sangene levede videre udenfor tegnefilm-universet.

Disneys unge år

Disneys film før perioden 1960-80 var præget af det Disney kaldte ’publikumsværdier’ (læs: familiedyder og solidaritet med de svageste). Der var en tydelig afgrænsning mellem helte og skurke, og historierne var hurtigt fortalt, og nemt forstået.

På den baggrund rummede Disney studiernes film fra 1930-40 næsten al den rene uskyld, tro, håb og kærlighed, som de kunne rumme. De bød dog på surrealistiske elementer ('Fantasia', 'Dumbo'), som ikke lå fjernt fra tidens fascination af Freud og psykoanalysen. Men generelt var historierne mere naive, og baseret på velkendte skabeloner.

Et Disney-oprør

60’erne var en tid, hvor oprør simrede og brød ud. Selvom Disney måske ikke udsendte hippiemanifester, kan man stadig spore tidens tendenser. Tegnefilmene blev imellem 1960 og 1980 mere kantede i "look" og mere anarkistiske i "feel".

De var mindre sentimentale, og ikke mindst kom musikken i centrum – gerne med funky jazzrytmer. Man eksperimenterede med en blanding af rigtig film og tegnefilm i bl.a. ’Peter og dragen Elliott’, og der var sekvenser af absurd anarkistisk humor - eksempelvis i en forrygende fodboldkamp midtvejs i 'Robin Hood’

Filmene vises på børnevenlige tidspunkter. Læs mere om de syv film i serien Da Disney var jazz.

Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412. Online bestilling på cinemateket.dk.