Nils Malmros og Cinemateket markerer folkeskolens 200 år

Folkeskolen fylder 200 år. I den anledning præsenterer Cinemateket en række visninger af Nils Malmros' erindringsfilm 'Lars Ole, 5c' og 'Kundskabens træ'. Malmros introducerer sidstnævnte ved visningen den 7. august.

I 1814 underskrev Kong Frederik VI en række skolelove, der indførte syv års undervisningspligt for alle børn i Danmark. I år fejres det, at vi i 200 år har haft ret og pligt til uddannelse. Jubilæet markeres med en række arrangementer, der kaster kritiske og kærlige blikke på skolen.

I dansk film er skolen overvejende blevet skildret negativt og satirisk, og lærerne fremstår generelt som magtesløse flæbere, fjollerikker eller rene sadister. I danske børnefilm er det ikke i skolen, men i ferierne, at børn udfolder sig og oplever spændende ting. Vi har ingen filmfortællinger om den humanistiske, dybt engagerede lærer, der optræder i film som den franske 'Klassen' eller i den amerikanske 'Precious'. Det nærmeste, vi kommer, er nok Freddie Svale i Niels Ardens Oplevs 'Drømmen'.

'Kundskabens træ' med introduktion af Nils Malmros

Til gengæld har vi Niels Malmros' to detaljemættede erindringsfilm om instruktørens egen skoletid: 'Lars Ole, 5c' (1973) og 'Kundskabens træ' (1981). Nils Malmros præsenterer sidstnævnte i Cinemateket den 7. august kl. 19.15.

I Gyldendals Filmguide er 'Kundskabens Træ' i fornemt selskab med Carl Th. Dreyers 'Vredens dag', Bille Augusts 'Pelle Erobreren' og Lars von Triers 'Breaking the Waves', som en af kun fire film, der er tildelt bogens højeste udmærkelse (4 stjerner). På mange måder er der da også tale om den ultimative film om skolelivet. Som fast inventar i mange elevers pensum i den danske folkeskole, danner den et enestående portræt af 1960ernes skoleungdom. I selskab med en anden Malmros-klassiker, 'Lars Ole, 5c', markeres balancen mellem borgerligt snæversyn og blussende kinder.

Tid: 'Malmros og skolen'. Filmserie inkl. særvisning med introduktion den 8.–28. august.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 3374 3412