Øjen- og ganeåbnende vin-film i Cinemateket

MÅNEDENS DOKUMENTAR i Cinemateket går tæt på vin og vinkendere. ’Somm’ “sætter overliggeren for alle kommende vin-film” skriver en vinskribent. Se filmen og nyd vin-menu i Restaurant SULT.

Det skorter ikke på store ord og oneliners om vine i Månedens Dokumentar i Cinemateket – en boblende filmperle, hvor et hold vin-aficionados skal til deres livs eksamen. Overvær den øjenåbnende druedyst i perioden 6.-12. februar.

Sær-menu med vine i SULT

Bemærk, at Restaurant SULT tilbyder en særlig 3-retters menu med 3 vine på alle visningsdage. Denne menu tilkøbes særskilt, ligesom du kan reservere bord på det tidspunkt, der passer dig. Læs mere på sult.dk og bestil bord på tel. 33 74 34 17.

Menuen består af jordskokkesuppe med kammuslinger + et glas Chardonnay; helstegt kalveculotte med rodfrugter og rødvinssauce + et glas Cabernet; 3 slags oste med tilbehør + et glas Zinfandel.

Den samlede pris for mad+vine er 395 kr. (filmbilletter købes særskilt i Cinematekets billetsalg)

Anmelderne skriver

De internationale anmeldere er begejstrede for filmen, og deres danske kolleger giver ligeledes filmen rosende ord med på vejen:

“Sætter overliggeren for alle kommende vin-film” (L. Pierce Carson, Napa Valley Register)

”Fuld af overraskende følelsesmæssig dybde ... og både komiske og intenst konfronterende scener.” (Matt Stamp, Decanter Magazine)

”En gudestor bedrift, der ikke nødvendigvis kræver avanceret indblik i vinteori, historie eller geografi.” (Justin Chang, Variety)

★★★★★”Begejstringen smitter” (Nanna Frank Rasmussen, Jyllands-Posten)

♥ ♥ ♥ ♥ ”Selv om vinelskere vil savle over filmens faglighed, er den først og fremmest gribende som en menneskelig fortælling med en suspense, der strammes til det nervepirrende” (Joakim Grundahl, Politiken)

★★★★ ”Filmen giver et indblik i en lukket verden og gør én nysgerrig” (Thomas Rydberg, Ekstra Bladet)

★★★★ ”Fire mænds kamp for at opnå den prestigefyldte Master Sommelier-titel er langt mere end nørdet feinschmeckeri i Jason Wises spændende vindokumentar” (Sophie Engberg Sonne, close-up.dk)

Tid: 6.-12. februar
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34 12