Oscarvinderen ’Fences’ omsider på dansk lærred

MÅNEDENS FILM. Amerikanske Denzel Washington hæver i sin Oscar-belønnede spillefilm 'Fences' skuespils-intensitet til et nyt niveau. Se filmen i Cinemateket frem til 13. august.

Stjerneskuespilleren Denzel Washingtons tredje film som instruktør er baseret på August Wilsons Pulitzer-vindende skuespil af samme navn. ’Fences’ er en skuespillerens skuespiller-film, hvor følelserne brænder mellem glød og lys lue.
 
Washington spiller selv skraldemanden Troy, der i Pittsburghs hårde arbejderkvarter i 1950’erne slæber på bitre minder fra sin ungdom. Han har stjålet, været utro og sågar slået ihjel. Men fortielserne trives i Troys verden, og Troy bygger et mentalt hegn op omkring sig med store familiære konsekvenser.

Viola Davis vandt både en Golden Globe og en Oscar for sin rolle som Troys kone, Rose, mens Denzel Washington blev nomineret til næsten samtlige store amerikanske priser for sit sublime, scenestjælende spil. Filmen er elegant fotograferet af danske Charlotte Bruus Christensen.

Anmelderne skriver

★★★★★ "En af de etablerede sandheder blandt filmanmeldere er, at filmatiserede skuespil ikke fungerer; den opstillede og kunstige iscenesættelse er grundlæggende ikke filmisk og river os ud af oplevelsen. Det er jeg lodret uenig i. Jeg elsker filmatiserede skuespil, netop fordi de giver en særlig filmoplevelse. Sådan en er 'Fences'." – Johnny Vinther Jensen, Filmz 

★★★★★ "En filmoplevelse der ikke går i glemmebogen." – Anna Pandrup, Nosferatu

★★★★ "Filmen er så god, at det er rimeligt, at den var med i Oscar-farvandet først på året, og på den baggrund er det mildt rystende, at den ikke vises i biografer over hele landet, men kun i Cinemateket i København." – Jacob Wendt Jensen, Berlingske 

★★★★ "Washington og Davis spiller, som gjaldt det deres liv. Det er umuligt ikke at mærke deres kærlighed til Wilsons manuskript, der for store dele består af lange, fortræffeligt skrevne monologer," skriver Filmmagasinet Ekko og uddyber: ”Hvis der er retfærdighed i verden, kommer Fences til at ændre betydningen af ordet "passioneret" … Der bør være en bøjning efter "mest passioneret", som man kan kalde "Denzel-Washington-og-Viola-Davis- passioneret". For det er sjældent, at to skuespilleres personlige engagement skinner så tydeligt igennem, som i filmatiseringen af August Wilsons teaterstykke." – Claus Christensen, Filmmagasinet Ekko 

"'Fences' er gammeldags på en god måde. Den har ikke det flydende præg og den filmiske sjæl, som Barry Jenkins’ Moonlight – der i vid udstrækning skildrer et afro-amerikansk liv på samme måde – er selve indbegrebet af. Men den har dybde, udsyn og social bevidsthed." – Bo Green Jensen, Weekendavisen 

"Spillestilen, dialogen og scenografien er påfaldende teatralsk, men ellers er 'Fences' en interessant skildring af en afroamerikansk mands eksistentielle blindgyder i 1950’ernes Pittsburgh. Fortiden er tydeligt til stede i den baggård, hvor det meste af Denzel Washingtons Fences foregår" – Christian Monggaard, Information 

Mange anmeldere påpeger i det hele taget det teatralske i filmens valg af setting – én ramme, som en teaterscene – men som The Guardian skriver i deres anmeldelse (hvor filmen får 4 af 5 stjerner): 

"Den fotografering og widescreen-eskapisme, der suger en ind, er ikke pointen med filmen. Den er skabt for at sætte skuespillerne i fokus, og som sådan er den perfekt. Denzel Washington har spillet udskud masser af gange, men rollen som Troy er indiskutabelt hans mindst forfængelige til dato."

Tid: 3. - 13. august 2017
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Billetter: Online eller på tlf. 33 74 34 12