Politisk standup’er og kreativ fængselskunstner besøger København

KAMP MOD CENSUR. I weekenden 27.-28. oktober kan man i Cinemateket  møde en komiker med en 59 års fængselsdom og en maler, der måtte bruge fangedragter som lærred. Se film og mød disse og andre trodsige kunstnere og aktivister fra Myanmar.

Cinemateket bringer over to intense dage historier, glimt og sort humor fra et land, hvor frygt og tavshed har hersket, men hvor man i år for første gang i 50 år har kunnet vise film, der ikke var censureret. Men er drømmen om et frit Myanmar et fatamorgana, en kliché – eller virkelighed? Mød filmmagere og kunstnere fra Myanmar, der kan fortælle om deres kamp mod censur.

Mød komikeren, der fik 59 års fængsel

Myanmar – af mange bedre kendt som Burma – er en gylden udpost, hvor rammer og regler i disse måneder ændres, på hvad der føles som et øjeblik. Tag bare Zarganar – landets mest kendte politiske standup’er, der indtil for nylig sad bag tremmer med en dom på 59 års fængsel. Han er en af de mange, der er blevet løsladt som led i den aktuelle reformproces og kan nu frit rejse til Danmark. Hør ham fortælle om dengang, han skulle optræde for den nuværende præsident og dukkede op med et plaster for munden. Mød også andre filmmagere, kunstnere, aktivister fra Myanmar, og hør vidnesbyrd fra dem, der har betalt med deres frihed. Men mød også dem, hvis kreativitet på forunderlig vis har overvundet censur og frihedsberøvelse.

Fra frygt til frihed – og malerkunst med en lighter

Åbningsarrangement lørdag den 27. oktober byder på både film, performancekunst og debat. Munkene udfordrer magthaverne i ’Click in Fear’, tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft trækker de store linjer, mens nogle af landets ledende komikere, filmmagere og kunstnere fortæller om deres kamp. Oplev bl.a. den tidligere politiske fange Htein Lin, der skabte hundredvis af malerier - med en ødelagt lighter som pensel – i løbet af sin tid i et af Myanmars mest frygtede fængsler. Hør hans stærke historie om studenteroprør, jungle-tortur, fængsel, film, kærlighed – og allermest om overlevelseskunsten.

Censur og ytringsfrihed før og nu

Lørdag den 27. oktober er også dagen, hvor vi viser den prisbelønnede kortfilm 'Ban That Scene,' der hudfletter de censurdommere, der har siddet tungt på magten, medierne og kunsten i Myanmar indtil for ganske nylig. Filmen vakte stor opmærksomhed, da den i år for første gang blev vist offentligt i hovedstaden Yangon. Se også i kortfilmen 'Rope’ gode eksempler på, hvordan filmfolk i Myanmar gennem årtier har sneget politiske budskaber og sydende kritik ind i tilsyneladende apolitiske film. Senere samme aften diskuterer bl.a. føromtalte Zarganar, hvordan man i et land under forandring forvalter den nyvundne ret til at sige og skrive, hvad man vil.

Prisbelønnet, poetisk og polemisk

De to Myanmar-dage i Cinemateket byder på andet og mere end diskussioner og debat-arrangementer. Søndag den 28. oktober kan du f.eks. se den kunstneriske kortfilmserie ’Stemmer fra Myanmar’ og filmen 'Nargis - When Time Stopped Breathing' - en intim, poetisk og adskillige gange prisbelønnet dokumentarfilm om den cyklon, der ramte Myanmar i 2008. Mere end 140.000 blev dræbt på få dage. To lokale filmfolk drog ud for at dokumentere ødelæggelserne  på et tidspunkt, hvor Myanmars daværende militærjunta ikke ønskede filmfolk på stedet. Først nu står filmfolkene frem med eget navn – og først i september er filmen blevet vist offentligt i deres hjemland. Et par af folkene bag filmen vil være til stede og besvare spørgsmål.

Prominent dansk deltagelse - og reception

Ikke alene Folketingets formand, Mogens Lykketoft, men også udviklingsminister Christian Friis Bach, der begge har besøgt landet flere gange, deltager i debatter om, hvad der sker i Myanmar – og hvad omverden kan lære af landets stille ’revolution’. Der afholdes reception i Cinematekets Asta Bar lørdag den 27. oktober kl. 15.30 efter åbningsdebatten.  

’Frihedsfilm fra Myanmar’ er arrangeret i tæt samarbejde med International Media Support (IMS), CPH:DOX, Freemuse og Dansk PEN.

Læs mere om det aktivitetspakkede program her

Tid: Lørdag den 27.-28. oktober 
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Online og på tlf. 3374 3412