Psych-Out! i juni - Italiensk zombie-jagt

På torsdag kl. 19.00 inviterer Psych-Out!-biffen til italiensk zombie-aften. Menuen byder på lummer sex og delirisk vold i Andrea Biancchis kultfilm 'Zombie - Nattens terror'.

Italienske zombie-film årgang ’81 er en specialitet, der bør nydes rå og på uklippet 35mm celluloid. Og det er netop aftenens menu! På torsdag 19. juni viser vi kultfilmen ’Zombie - nattens terror’ - et voldsorgie af format, der går direkte til sagen uden at spilde tid på at bygge et plot op.

Her gennemfører en professor med speciale i det okkulte et mytisk ritual, der kan vække de døde til live igen. Problemet er bare, at de levende døde er sultne efter menneskekød – og at professoren har inviteret en flok venner til en hyggelig weekend på sit landsted, uden at vide at de selv er på menukortet!

Andrea Biancchis genrefilm byder på både lummer 70’er-sex og delirisk vold, men én ting sætter sig virkelig fast, nemlig det sado-masochistiske forhold mellem en af de kvindelige gæster og hendes søn, spillet af en ligbleg dværg med kassebukser og pomadiseret Beatles-hår. Nej, sådan nogen film laves der bare ikke længere, og som man sagde i gamle dage: ’Uncut – for your viewing pleasure’!

Rejsegrammofonen snurrer før filmen, og man kan vanen tro købe kolde øl og colaer.

Tid: ’Psych-Out! i juni’. Torsdag 19. juni kl. 19.00.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34 12