Særvisning af Jane Eyre - med medlemstilbud

Den 15. februar kl. 20.00 byder Cinemateket på en særvisning af den dystre kærlighedshistorie 'Jane Eyre'. Medlemmer kan gratis medbringe en ledsager!

Cinemateket præsenterer en særvisning af det anmelderroste kærlighedsdrama 'Jane Eyre'. Som et særlig tilbud kan medlemmer gratis medbringe en ledsager.

Romantrofast tåreperser

"Har du bare en antydning af romantikerhjerte gemt bag blusen, kan du roligt tage et solidt bundt lommetørklæder med ind i biografen, for 'Jane Eyre' er stor gru, stor skønhed og vaskeægte romantik, fortalt med dyb respekt for Charlotte Brontës romanforlæg". Sådan skrev Louise Kidde Sauntved i Berlingske Tidende om filmatiseringen af Brontës gotisk-romantiske fortælling om en kvindes passion for livet, der langt overskrider, hvad der var god tone for kvinder i 1800-tallet.

Forældreløs feminist flytter ind

Jane Eyre (Mia Wasikowska) vokser op under strenge kår i 1800-tallets rigide England. Hun er forældreløs, kuet af sin tante, som tager sig af hende og sender hende på kostskole, hvor hendes eneste virkelige veninde dør fra hende. Afrettet efter alle forskrifter flytter voksne Jane ind på det afsidesliggende gods Thornfield Hall som privatlærer. Hun møder her den formørkede og bestialske husherre Edward Rochester (Michael Fassbender). Herren i huset gemmer imidlertid på kvalfulde hemmeligheder og ser en mulig redning i den kløgtige og varmhjertede Jane.

Den danske presse skrev bl.a.:

"'Jane Eyre' er en af de mest romantiske kærlighedshistorier i litteratur-historien, men den er også en mørk fortælling om tab, galskab og den ødelæggende kærlighed, og filmen indfanger begge tråde i romanen og fletter dem sammen på fornemste vis."
 - Sophie Engberg Sonne, Politiken ♥♥♥♥♥

"Med en fortryllende Mia Wasikowska og en sjælfuld og solid Michael Fassbender i hovedrollerne, samt et fabelagtigt manuskript, der én gang for alle fjerner alt overflødigt fedt fra den klassiske fortælling, går alt op i en højere enhed."
 - Henning Høeg, BT ★★★★★

"'Jane Eyre" lader ikke et øje tørt, hvis du har hang til de romantiske klassikere. I respektfuld nyindpakning."
 - Louise Kidde Sauntved, Berlingske Tidende ★★★★★

Tid: Onsdag den 15. februar kl. 20.00
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412