Tag med Cinemateket til Portugal og en helt særlig filmtradition

I august sætter Cinemateket fokus på den visionære instruktør António Reis. Mød desuden Reis’ tidligere studerende, filmproducenten Joaquim Sapinho, som vil berette om sin mentors betydning for portugisisk film.

António Reis (1927-91) er næsten ukendt uden for Portugals grænser, men i hjemlandet har han kultstatus som en visionær instruktør og en elsket lærer og mentor, der havde stor indflydelse på den generation af portugisiske filminstruktører, der debuterede i 1980'erne og 1990'erne. Reis' signifikante stil er særligt fremtrædende i hovedværket 'Trás-os-Montes', der har karakter af en lyrisk søgen efter 'sjælen' i Portugals kultur og historie.

Filmen introducerede en poetisk, meditativ måde at fortælle på, som har været en vigtig ingrediens i Portugals særegne filmtradition. "Denne film åbenbarer et helt nyt filmsprog," konkluderede den franske cinéma vérité-instruktør Jean Rouch efter at have set 'Trás-os-Montes', instrueret af Reis i selskab med hans kone, psykiateren Margarida Cordeiro.

Lige så vigtig var dog António Reis' arbejde som lærer i filmproduktion og filmæstetik på Lissabons Escola Superior de Teatro e Cinema, hvor fremtrædende instruktører som Pedro Costa, João Pedro Rodrigues og Miguel Gomes har studeret.

Trás-os-Montes med introduktion

En af Reis' tidligere elever, filminstruktøren og producenten Joaquim Sapinho, fortæller den 14. august kl. 19.00 om Reis' betydning for portugisisk film og introducerer 'Trás-os-Montes'.

Tid: 'António Reis'. Filmserie 14.–31. august.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 3374 3412