Tyske klassikere i Cinemateket

INDERLIGT. Den tyske romantik bringer stormfulde følelser og gådefuld natur til Filmhuset, når vi belyser malergeniet Philipp Otto Runge og blænder op for Fritz Langs monstrøse storværk ’Die Nibelungen’.

Den kommende tid kan man opleve to enigmatiske kunstnere fra den tyske kulturhistorie, når vi præsenterer både film- og malerkunst af højeste kaliber.

Die Nibelungen – Fritz Langs største projekt
Efter flere års forsøg, er det en glæde for Cinemateket at sætte den tyske mester Fritz Langs største og mest monstrøse projekt på plakaten. Med sin episke og opulente pendant til Wagners ’Ringen’ skabte Lang værket, der overstiger de fleste andre i ambition og skala. Filmen bevæger sig elegant i et mytisk landskab, hvor helte og drager tørner sammen i dybe, eventyrlige skove.

’Die Nibelungen’ strækker sig over næste fem timer, hvorfor Cinemateket viser den i to ombæringer. Første del viser vi onsdag den 23. oktober kl. 19.00, og den anden del løber af stablen den 20. november kl. 19.15.

Runge – tæt på et tysk malergeni
Philipp Otto Runge var en af de helt store malermestre i den tidlige tyske romantik. Her var kunstneres egen, mystiske oplevelse af naturen i centrum, og følelserne skulle være så voldsomme, at de sønderrev individet.

Lørdag den 26. oktober kl. 14.25 viser vi filmen ’Cosmos Runge’, der er en fornem dokumentarisk refleksion over Runges kunst og tankeverden. Filmen introduceres af kurator Anna Schram Vejlby fra den Hirschsprungske Samling. Og gemmer du din filmbillet, er der rabat på besøg på samme museums aktuelle udstilling med fokus på netop den tyske romantik.

Tid: 23. oktober kl. 19.00 og 20. november kl. 19.15 (Die Nibelungen), samt 26. oktober kl. 14.15 (Cosmos Runge)
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34 12