Vintage sexploitaition og russisk ekstravaganza

Hver måned kan du i Cinemateket se film, der ikke normalt finder vej til de danske biografer. Psych-Out-biffen er dedikeret til genrefilm fra undergrunden. I Eksperimental-serien vises kunstfilm fra hele verden. I næste uge kan du se vintage sexploitation i Psych-Out. Og ekstravagant videoværk af russisk kunstgruppe i Eksperimental.

'Jeg en kvinde'

Den herboende amerikanske forfatter Jack Stevenson fra filmgruppen Station 16 introducerer den dansk/svenske sexploitation-klassiker 'Jeg – en kvinde' (1965) i Psych-Out!-biffen torsdag den 29. april kl. 21.00

Skandale


Filmen er baseret på Agnethe Thomsens succesfulde roman om kvindelig seksualitet (udgivet under pseudonym i 1961) og satte verden på den anden ende. Filmen vakte begejstring og skandale overalt, solgte flere billetter end nogen dansk film indtil da – og blev en skabelon for utallige efterligninger, der byggede videre på myten om det frigjorte Skandinavien.

Scandinavian Blue


Jack Stevenson introducerer, og efter visningen er der mulighed for at købe et af de første eksemplarer af hans nye bog ’Scandinavian Blue: The Erotic Cinema of Sweden and Denmark in the 1960s and 1970s’. Bogen sælges på aftenen til nedsat særpris! Læs mere om Jack Stevensons bog.
 
’Psych-Out’ er Cinemateket og filmgruppen Station 16’s faste månedlige aften dedikeret til genrefilm fra undergrunden. Efter filmen snurrer rejsegrammofonen i Asta Bar, hvor der er kolde øller for kolde kontanter.

'The Feast of Trimalchio'

'The Feast of Trimalchio' (2009) er et pompøst og ekstravagant videoværk.Filmen er skabt af den russiske kunstnergruppe AES + F og blev vist som installation på kunst-biennalen i Venedig. Hyperæstetiserede slowmotion-billeder i knivskarpe computeranimerede landskaber. Se den i Cinematekets Eksperimental-serie onsdag den 28. april kl. 19.00.

Animeret dekadence

Der er ikke så meget som en enkelt usleben kant i dette portræt af et luksushotel på en ø, hvor de superrige kan tjekke ind og få alle deres behov opfyldt af et hof af oppassere fra alle verdenshjørner.
'The Feast of Trimalchio' tager udgangspunkt i den romerske forfatter Petronius’ 'Satyricon', som også Fellini havde fingrene i tilbage i 1969, nærmere bestemt historien om den stenrige frigivne slave Trimalchio, der holdt overdådige middage. Op gennem tiderne er Trimalchios navn blevet synonymt med rigdom, luksus, grådighed og utøjlet nydelse.

AES + F

Kunstgruppen gjorde sig for alvor bemærket på kunstbiennalen i Venedig i 2007 med værket ’Last Riot’. I 2009 var de også en del af den russiske pavillon med flerskærmsinstallationen 'The Feast of Trimalchio', som de nu har klippet til en enkeltskærms-version.”Vi ledte efter en pendant til Trimalchio i det tredje årtusind,” forklarer AES+F.

”Den tidligere slave, denne nouveau riche-vært for middage, der varer flere dage, fremstod for os ikke så meget som et individ som et kollektivt billede: Et luksuriøst hotel, et midlertidigt paradis, som man skal betale for at komme ind i.” Det er blevet til en kunstfilm i slowmotion af hyperæstetiserede tableauer af erotik, sport og vold, der om noget benytter sig af computeranimationens muligheder. Læs mere om AES + F.