Vinterferie med "levende" ler på film

I vinterferien kommer modellervoks til live i Cinemateket. Vi har fundet det bedste frem fra animationsstudierne Aardman Studios (dem med Walter & Trofast og Frode Får) - og så kan du prøve at lave din helt egen "claymation"-film med hjælp fra vores guider.

Britiske Aardman Studios står bag flere af animationsfilmhistoriens uomgængelige klassikere. Spidsfindig humor, eminent timing og udpræget filmhistorisk bevidsthed er Aardmans varemærke i en perlerække af film, der er så ur-britiske som en kop te med agurkesandwiches kl. fem, men samtidig universelle og evigtgyldige i deres milde kritik af menneskeracens mærkværdige gøren og laden – og hang til maskiner, de ikke kan kontrollere.

I vinterferien præsenterer vi fire af de bedste Aardman-film. Fra 'Flugten fra hønsegården' - en flugtfilm med høns løst baseret på Steve McQueen-filmen 'Den store flugt' - til 'Piraterne' om piratkaptajnen, der drømmer om at kunne sole sig i titlen som 'Årets Pirat'.

Billede fra 'Flugten fra hønsegården' (2000)

Lav din egen claymation-film

I tråd med Aardman Animation-temaet er der i FILM-X Studie 6 (tidl. Leg med film-område) også mulighed for at være kreativ med ler og skabe sin egen claymation-film. Her kan ungerne lave stop-motion film med modellervoks, præcis som Aardmans animatorer er verdensmestre i. Der adgang i hele Cinematekets åbningstid - og vores FILM-X-guider står klar til at hjælpe hver dag fra 11-16.

Lav din egen claymation-film i FILM-X Studie 6 - i Cinemateket

Stumfilm, Børnebiffen og brunch

Udover skønne modellervoks-film kan I også opleve børnevenlige stumfilm med komikeren Harold Lloyd i vinterferien. Én af visningerne er endda med live-musik, præcis som i gamle dage.

For de allermindste børn er der vanen tro visninger i Børnebiffen alle dage i ferien - og når sulten trænger sig på, kan I kaste jer over Restaurant SULTs imponerende brunchbuffet og kagebord.

Der er alt fra pandekager til lækre salater i Restaurant SULTs store brunchbuffet.

Filmvisninger for børn i vinterferien 

Harold Lloyd-kortfilm for børnefamilier med levende klavermusik
Søndag den 10. februar kl. 14:00

Flugten fra hønsegården (Peter Lord, Nick Park, 2000)
Mandag den 11. februar kl. 14:15
Torsdag den 14. februar kl. 14:15

Skyllet væk (David Bowers, Sam Fell, 2006)
Tirsdag den 12. februar kl. 14:15
Fredag den 15. februar kl. 14:15

F for Får - Filmen (Mark Burton, Richard Starzak, 2015)
Tirsdag den 12. februar kl. 12:30
Lørdag den 16. februar kl. 14:15

The Kid Brother (Ted Wilde, 1927)
Lørdag den 16. februar kl. 14:00

Piraterne (Peter Lord, 2012)
Onsdag den 13. februar kl. 12:30
Søndag den 17. februar kl. 13:30

Tid: 9.-17. februar 2019
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Billetter: Bestilles på tlf. 33 74 34 12 eller online.