Vil sikre talenterne flyvehøjde

TALE. Christina Ramsø Thomsen tog den 1. november over efter Marie Schmidt Olesen som projektredaktør på talentordningen New Danish Screen. Vi bringer her Christina Ramsø Thomsens tale fra afskeds- og velkomstreceptionen i Filminstituttets restaurant SULT.

Taler til stort set alle begivenheder i film tv-branchen starter nogenlunde ens for tiden:

Det er talenternes eget lod at vælge retning. Det bliver min opgave at hjælpe talenterne med at folde sig ud, holde fast i det markante i deres stemmer, samtidig med at de får større flyvehøjde

Vi står overfor nye spændende tider, men også en branche i forandring. De ændrede forbrugsvaner hos publikum stiller nye krav til os som fortællere; nye platforme kræver nye fortælleformer. Og så kan man næsten fortsætte den tale selv…

Om New Danish Screen

New Danish Screen har til formål at støtte og inspirere udviklingen af filmens formsprog og fortælling, så dansk film bevarer og styrker sin dynamik og diversitet. Støtteordningen baserer sig på et samarbejde mellem DR, TV 2 og Filminstituttet. Læs mere om New Danish Screen.

På mange måder kommer min lille tale også til at starte lige dér: Med klasseeksemplet på nye digitale fortællerformer - 'SKAM'.

En lørdag morgen for næsten præcis et år siden vågnede jeg kl. 8.10.

Det første, jeg gjorde, var at tjekke min telefon for at se, om der var kommet et nyt 'SKAM'-klip. Aftenen forinden havde en forknyt og emotionelt tyndslidt Isak endelig fået kontakt til sin tabte kærlighed, Even, til tonerne af 'Helliga Nat', men udfaldet af deres møde var jeg usikker på. Var det et farvel? Eller kunne Isak rumme den kaotiske Even?

7 minutter, 58 sekunder og en lang mørk og langsomt fortalt scene senere lå jeg med tårene trillende ned af kinderne. Under dynen vel at mærke, så min 13-årige datter for guds skyld ikke skulle høre, at jeg endnu en gang snøftede til 'SKAM'.

Og hvad var der egentlig sket på de 7 minutter og 58 sekunder?

Endnu en gang var nogen blev rummet i Julie Andems signaturscene – den store tilgivelse – langsommeligt og igennem teenagere med uren hud i næsten uudholdeligt nære billeder. Isak havde fået overbevist Even om, at han kunne elskes og rummes trods manier og depression, hvis de bare gik til det minut for minut.

Ikke siden, jeg læste Løgstrup i gymnasiet, har jeg troet så meget på barmhjertighed og det latent gode i mennesket.

Ikke siden Lukas Moodusons 'Fucking Åmål' har jeg oplevet så stærkt igennem en teenagers sensibilitet.

Alt er allerede sagt om 'SKAM's formidable evne til at møde sit publikum der, hvor de er – og i nær dialog med dem. Og det hele er sandt. Og vigtigt (jeg blev jo – sammen med Even - tilgivet via mobil).

MEN. For der er et stort men. Alt for lidt er egentlig blevet sagt om, Julie Andems særlige talent: At hun kan udfolde tilgivelsesscener/udfolde ”skam”-forladelse, så man rent faktisk tror på den. I lange insisterende scener.

Jeg tror grundlæggende på, at det er hendes talent, hendes særlige blik, der trækker publikum til skærmen. Kl. 8.10 en lørdag morgen. Et talent, der har fået lov til at vokse sig stærkt.

For det er TALENTETS evne til at fortælle en nødvendig historie og dernæst igennem den at finde og gå i dialog med rammerne, den skal fortælles i, som jeg tror på. Og meget gerne i den rækkefølge. Amen.

Og det er jo lige netop dem – talenterne i startboksene – med de nødvendige historier, jeg er taknemmelig for at skulle hjælpe på New Danish Screen.

De nødvendige historier kan, for mig at se, se ud som noget teatralsk højstemt, noget hviskende poetisk, noget absurd humoristisk eller bare noget dybt genkendeligt. Jeg anerkender også, at verden ikke består af lutter barmhjertighed, men også af afmagt og ensomhed, der ikke er nogen vej ud af.

Det er sådan set underordnet. Det er talenternes eget lod at vælge retning. Det bliver min opgave at hjælpe talenterne med at folde sig ud, holde fast i det markante i deres stemmer, samtidig med at de får større flyvehøjde og møder et større publikum.

Jeg har et langt arbejdsliv i Danmarks Radio bag mig, både som tilrettelægger og redaktør på rene dokumentariske formater såvel som i blandingsgenrer. Men som en rød tråd igennem det hele har jeg haft en rolle og funktion, jeg er vendt tilbage til mange gange:

At hjælpe nye stemmer med at komme til orde og give dem styrke nok til at bide sig fast og blive hørt.

Jeg fik mit første betalte job i DR som 26-årig, hvor jeg hev nye fortællere ind i videodagbogsform på slørede Hi 8 kameraer i B&U; jeg har siden ledet flere af DR’s talentværksteder, undervist, hjulpet nye stemmer frem på blandt andet klubværelset på P1 og sluttede af med at være udviklingskonsulent for digitale fortællere.

Den bagage håber jeg, jeg kan bruge til at bakke ansøgerne til New Danish Screen op med, ligesom jeg håber at kunne leve op til Schmidt Olesens høje standart.

Og for at vende tilbage til starten – ja, gu’ står vi over for nye tider. Med nye fortællerformer og nye tættere forhold til publikum.

Men efter en lille uge på pinden i New Danish Screen skulle jeg hilse og sige, at de talenter, jeg har mødt der, faktisk ikke står over for nogen som helst ny digital fremtid. Fremtiden er ankommet – med ansøgerne. Og de er stille og roligt ved at udvide og omorganisere alle de fortælleformer, vi skal til at stifte bekendtskab med.

Jeg ser frem til at støtte og hjælpe dem bedst muligt med det projekt i tiden, der kommer.