I Filmtagets børneområde kan 3-7-årige børn dele gode filmoplevelser med deres voksne. På Børnebiffens store skærm kan man ganske gratis se korte børnefilm fra hele verden. De mange kortfilm er udvalgt (til målgruppen) af Det Danske Filminstitut med fokus på høj kvalitet og kulturel mangfoldighed.
Når I har set film, kan I gå på opdagelse i børneområdet. Danske børnefilm er kendt for at servere opbyggelige pointer uden løftede pegefingre og tit med masser af fantasi og humor. I kan fx dyste mod hinanden i filmquizzen og lege i den interaktive filmlabyrint med lydcitater fra kendte børnefilm.
På Filmtaget kan de yngste gæster også lege i en kæmpestor pære. Den er inspireret af 'Den Kæmpestore Pære' fra Jakob Martin Strids populære børnebog, der blev filmatiseret i 2017. Pæren er placeret ved siden af cafeens udendørsservering med udsigt over Kongens Have.