På H.C. Andersen Børne- og Ungehospital har indlagte og ambulante børn og deres familier fri adgang til godt 500 kvalitetsfilm målrettet de 3-6-årige. Tesen er, at der er en række sundhedsfaglige fordele ved at vise film for børn på hospitalet.
De mange kortfilm i ’Børnebiffen på hospitalet’ er nøje udvalgt af Filminstituttet, så de passer til målgruppen. De små børn kan trygt bevæge sig ind i Børnebiffens filmunivers, som er i øjenhøjde med børnene. De kan indleve sig i filmene af høj kvalitet, som både større søskende og voksne kan have glæde af også at se.
Filmene kan ses på skærme i fællesområder samt på tablets og iphones ude på de enkelte stuer. Der er ofte behov for noget at tage sig til i den megen ventetid, der er et vilkår på afdelingen:
Sygeplejerske Susan Nørregaard) på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital siger:
”Konceptet i at have et fælles udgangspunkt og et univers, så barnet kan rumme det, vi skal igennem sammen – det er virkelig godt. Børn kan tage en pause og lukke sig ind i et univers, når barnet har overstået en undersøgelse eller behandling. Det, der også er positivt, er, at det er kontrollerede film. Det er et godt koncept og brugbart som afledning og afslapning. Vi har også postkort med illustrationer fra filmene, og de kan bruges til at lave en fælles fortælling og en relation mellem fagperson og barn.”
Det var H.C. Andersen Børne- og Ungehospitals henvendelse til Filminstituttet, som satte gang i initiativet.
”Vi synes, det er utrolig spændende, at OUH ser et potentiale i at benytte vores film til de yngste i en sundhedsfaglig kontekst,” siger projektleder på Filminstituttet Charlotte Giese. ”Vi har erfaring fra andre sammenhænge med, at film kan styrke livskvalitet og samvær, så vi håber, at ’Børnebiffen på hospitalet’ kan hjælpe både indlagte børn, børn i ambulant behandling og pårørende-børn i den svære situation, de står i.”
’Børnebiffen på hospitalet’ er et pilotprojekt, som kører i en testperiode. Hvis det bliver en succes, er håbet, at det kan udbredes til flere hospitaler i hele landet. Odense Universitetshospital, Det Danske Filminstitut og Filmstriben står bag projektet.