Fra 3 år – 36 min.
Suzie i haven
Instruktør: Jana Lucis Sunkova
Suzie følges tit med sin mor og far til deres kolonihave uden for byen. En dag møder hun en sort hund og opdager en mystisk have. Hvem bor der? Suzie er lidt bange. Men hvad skal man gøre, når man på vejen har fundet en nøgle som tilhører dem, man er bange for?
DFI distribution. Tjekkiet/Slovakiet 2022. 13 min. Tilladt for alle.
Læs mere om filmen på Filmdatabasen
En lille smule
Instruktør: Alicja Joworski Björk
Det er den første varme forårsdag. Den lille gris er glad og skal ned til søen for at bade. På vejen møder hun et pindsvin med få pigge, en krage med et alt for langt næb, et grønt lam og en kalv med mange hvide pletter. Ingen af deres artsfæller vil lege med dem, fordi de ser anderledes ud. De føler sig meget alene og ensomme. Alle dyrene går med den lille gris ned til søen for at bade. Ved søen møder de en frø, som har problemer. De hjælper frøen og får hver især et ønske.
DFI distribution. Sverige 2011. 9 min. Tilladt for alle.
Læs mere om filmen på Filmdatabasen
Sandkassen 19:26 – Faret vild
Instruktør: Carl Quist Møller
Bror og Marie går på tur i sandkassen, men vinden udvisker deres fodspor, og pludselig kan de ikke finde vejen hjem. Heldigvis møder Bror en gravebi, som han kan lege med.
DFI distribution. Danmark 2024. 3 min. Tilladt for alle.
Læs mere om filmen på Filmdatabasen
Vilddyr episode 13 – Sejltur
Instruktør: Malene Vilstrup
Mus og Kanin samler skovjordbær, for de skal holde skovjordbærfest. Mus hopper i søen for at svømme og hopper op på et åkandeblad for at tørre i solen. Men åkandebladet river sig løs, så Mus driver væk fra bredden. Heldigvis møder den Fisk, som følger den tilbage til vennerne og skovjordbærfesten.
DFI distribution. Danmark 2024. 5 min. Tilladt for alle.
Læs mere om filmen på Filmdatabasen
Kuglefisk
Instruktør: Julia Ocker
I et ocean fuld af store, farlige fisk prøver kuglefisken at virke så stor og stærk som muligt. For at skræmme de andre fisk, puster den sig op og bliver kæmpestor. Men måske er de andre fisk slet ikke så farlige, som de ser ud.
DFI distribution. Tyskland 2022. 3 min. Tilladt for alle.
Læs mere om filmen på Filmdatabasen
Hunden Ib 9:10 – Hunden Ib tager sin lasso
Instruktør: Trine Laier
Ib vil have, at katten siger undskyld, da den har svinget Musen i halen. Men det vil katten ikke. Da slagteren kommer, får Ib en uventet mulighed for at sætte katten på plads.
DFI distribution. Danmark 2019. 3 min. Tilladt for alle.
Fra 5 år – 42 min.
Haren og skildpadden
Instruktør: Marina Andree Škop
En gendigtning af Æsops klassiske fabel om at være stor i slaget. I kortfilmen udfordrer haren skildpadden i løb. Haren er meget kæphøj og sikker på at vinde, så den beslutter sig for at tage en lur undervejs. Men da haren endelig vågner, må den se sig slået af skildpadden – for en snu og stædig skildpadde kan sagtens slå en overmodig hare.
DFI distribution. Danmark 2020. 2 min. Tilladt for alle.
Læs mere om filmen på Filmdatabasen
Karla & Nordahl
Instruktør: Elisabeth Aspelin
En film, der skildrer hverdagen som barn og pårørende til en person med et psykisk handicap. I filmen møder vi søskendeparret Karla og Nordahl. Karla er 6 år og kan lide at synge MGP-sange og rokke med sin rokketand. Hendes storebror Nordahl har epilepsi og er psykisk udviklingshæmmet. Karla hjælper ham gerne med de ting, han har svært ved, og derfor synes hun, at Nordahl både er hendes storebror og lillebror på samme tid. Karla elsker sin bror højt, selvom hun nogle gange synes, det er svært at have en bror, der er anderledes.
DFI distribution. Norge 2019. 20 min. Tilladt for alle.
Læs mere om filmen på Filmdatabasen
Dyr i by'r 4:8 – Mejeredderkop
Instruktør: Emil Nørgaard Munk
Vimse, Herman og Liva opdager den langbenede mejeredderkop, som bor i loftshjørner og laver fine spind. Men hvorfor ryster den sit spind? Og er den mon farlig?
DFI distribution. Danmark 2025. 5 min. Tilladt for alle.
Læs mere om filmen på Filmdatabasen
Batterifar
Instruktør: Jeon Seung-bae
Batterifar har en travl hverdag. Han skal både sidde inde i fjernsynet, styre legetøjet og være vågen om natten, når den elektriske fluesmækker skal klaske myg. En dag tager Batterifar med far og søn på tur, men et kraftigt regnskyl rammer dem, og de strander ved en flod. Batterifar må arbejde hårdt for at få lys i lommelygten. Selvom den silende regn er en trussel for ham, gør Batterifar alt for at få familien i sikkerhed.
DFI distribution. Sydkorea 2021. 6 min. Tilladt for alle.
Læs mere om filmen på Filmdatabasen
Sømanden
Instruktør: Aliona Baranova
Den evigt sejlende sømand lægger til kaj og gør klar til at få nye passagerer om bord. Èn af dem – en ung pige – giver sømanden et gyldent blad i betaling. Selvom sømanden elsker sit liv på skibet, minder bladet ham om, at ude er godt, men hjemme er bedst. En fin ordløs fortælling om glæden ved det sted, hvorfra ens verden går.
DFI distribution. Tjekkiet/Belarus 2020. 6 min. Tilladt for alle.
Læs mere om filmen på Filmdatabasen
Festlige fugle - Magi
Instruktør: Alfredo Soderguit
De to små fugle bruger hver dag i træet. De har ofte konflikter, men bliver heldigvis lige så ofte gode venner igen. På toppen af træet dukker en tryllekunstners hat op, og den ene fugl finder en tryllestav i den. Fuglene driller hinanden ved at bruge tryllestaven til at trylle hinanden om til forskellige dyr.
DFI distribution. Uruguay/Colombia/Argentina. 3 min. Tilladt for alle.