Tryllekunst

Se vejledningsvideoen her.
Det er super sjovt og enkelt at trylle med stopmotion! I denne pixilation-film er en skuespiller tryllekunstner, der forvandler sine kammerater. Børnene kan variere legen i det uendelige ved at trylle sig selv og andre om til alt hvad de finder på.

Forberedelse

Download vejledningen til filmlegen her.

  • Start med at finde et tomt lokale med jævn belysning og god gulvplads
  • Stil tabletten så kameraet peger mod det åbne gulv og I kan se rummet i fuldt billede.
  • Lav en test hvor to børn stiller sig foran kameraet, så I sammen ser at billedudsnittet passer til, at børnene står i billedet i fuld figur.


Optagelse

  1. Nu skal I til at optage jeres billeder. En voksen og et barn hjælper hinanden bag kameraet med at tage billederne på tabletten og sige ”STOP” og ”FLYT JER” til skuespillerne.
  2. Et barn optræder som tryllekunstner med høj hat og har en rekvisit, der er tryllestav. I vores film bruges en grydeske.
  3. De andre børn kommer ind på skift, som tryllekunstneren peger på dem og forvandler dem til hinanden.
  4. Når I tager jeres første billede, står tryllekunstneren i billedet med en kammerat.
  5. Tryllekunstneren svinger sin tryllestav i små ryk på 5-10 cm. Efter hvert ryk skal tryllestaven ’fryse’, og der tages et billede.
  6. Når tryllestaven peger på kammeraten, holder tryllekunstneren sin position.
  7. Den ene kammerat går ud af billedet, og en anden stiller sig på samme plads inden det næste billede tages.
  8. I vores film byttes rollerne efter anden forvandling, så den nye skuespiller bliver til tryllekunstneren, der får sin kammerat tryllet væk. Derefter bliver tryllekunstneren selv tryllet væk. Kun hatten er tilbage!

 

    Redigering og lyd

    • Efter optagelserne kan I ændre på filmens afspilningshastighed eller lave små pauser i filmen, ved at kopiere enkeltbilleder.
    • Tilføj musik og / eller optag jeres egne lydspor. Prøv fx. at lave sjove, magiske lyde til forvandlingerne.


    Opsamling

    Børnene vil elske at se deres tryllekunstnerfilm igen og igen! Tal om:

    • Hvordan det kan være, at børnene kan blive tryllet om til en af deres kammerater i filmen?
    • Hvad var sjovt / svært?
    • Inviter kammeraterne på en trylleforestilling.

    Send filmen til børnenes forældre som e-mail.


    Forslag til variation af tryllekunstnerfilmen

    • I kan forvandle et barn til en bamse, en voksen, en gokart eller andre skøre ting.
    • I kan arbejde med at udvikle en lille fortælling med forvandling – fx den klassiske med en frø, der med et kys forvandles til en prins. Eller en tryllekunstner, der som nybegynder øver sig og er rigtig uheldig!
    • I kan bruge tid på at lave kostumer, rekvisitter og en manege, så I får skabt en flot scenografi.

     

    Praktisk information

     

    • Varighed: 20 min. til opstilling, 30 min. til optagelser og lyd.
    • Antal børn: 5-10.
    • Udstyr: Tablet med stopmotion program og et lodret stativ.
    • Rekvisitter: en ”tryllestav” og en hat.

    Gode tips

     

    • Det er vigtigt at der er små pauser i filmen, så I kan nå at se hver skuespiller i mindst et sekund. Husk derfor at tage 10 billeder for hvert sving med tryllestaven.
    • Funktionen onion-skin viser det sidste billede, der er taget sammen med det nye motiv. Funktionen hjælper jer med at finde det rigtige sted. I kan også sætte et lille mærke på gulvet, dér hvor kammeraterne, som forvandles, skal stå.

    Kontakt

    FILM-X
    Cinemateket
    Gothersgade 55
    1123 København K

    FILM-X telefontid: mandag 10-11.30
    tlf. 5096 7477

    film-xdfi.dk