Børnene på Putins losseplads

”Børnene på Putins losseplads” er en enestående dokumentarfilm. Gennem 14 år har den polske instruktør Hanna Polak fulgt pigen Yula, som bor sammen med andre hjemløse på en losseplads ved Moskva. Filmen kommer tæt på fattige mennesker med håbet og anstændigheden intakt, og viser et Rusland med store sociale skævheder. 

”Børnene på Putins losseplads” (orig. titel ”Something better to come”) er en enestående film, som har vundet masser af internationale filmpriser. Med sit nænsomt registrerende kamera er filminstruktøren Hanna Polak vendt tilbage til Yula og hendes venner på lossepladsen med jævne mellemrum over en 14-årig periode. Resultatet er blevet et rørende portræt af mennesker, der på trods af grænseløs fattigdom bevarer troen på, at de kan få et bedre liv.

Gennem skildringen af Yulas udvikling over så mange år, får man en unik menneskelig indsigt, der gør dybt indtryk. Trods mange op- og nedture i Yulas liv, mange skuffelser og barske oplevelser, bevarer Yula hele tiden håbet og en lyst til at tage sin skæbne i sine egne hænder.

Beskrivelsen af årenes gang på lossepladsen tegner også et anderledes billede af det russiske samfund. Filmen understreger at landet rummer enorme sociale forskelle, og at der er ikke meget hjælp at hente, hvis man er landet på samfundets bund.

”Børnene på Putins losseplads” indgår i temaet ”Rusland – før og nu”.

Filmen kan ses og vises på Filmstriben På biblioteket.

Læs mere:

Menneskelighed midt i en russisk losseplads. Interview med filmens instruktør Hanna Polak. DFI-nyheder, december 2015.

Bagsiden af civilisationen. Information, december 2015.

Portræt af et barneliv på en losseplads. Information, december 2015.

Yula og de andre børn på Putins losseplads. Politiken, december 2015.