European Film Gateway - netadgang til den europæiske filmarv

Filmportalen European Film Gateway har netop åbnet for adgang til de europæiske filmarkivers samlinger af film og filmklip.

Netportalen European Film Gateway (EFG) giver alle fri adgang til materiale, som man hidtil har skullet rejse rundt i hele Europa for at se. Samlingen rummer foreløbig omkring 485.000 enheder. Digitaliserede film, fotografier, billeder og tekster om alt fra de første levende billeder til den nyeste danske film – og samlingen suppleres løbende med nyt materiale.

De levende billeder omfatter spillefilm, dokumentarfilm, reklamefilm, eksperimentalfilm og unikke nyhedsoptagelser. 

www.dfi.dk/efg har Det Danske Filminstitut samlet en del af materialet i en række temaer, der giver et indblik i den righoldige samling. Find vej til den tidlige danske stumfilm, erotiske film fra Østrig og portrætter af København gennem tiderne. Flere temaer vil komme til.

DFI bidrager til EFG med det digitale materiale fra filmdatabasen www.nationalfilmografien.dk, hvor man bl.a. finder de tidligste klip fra den danske filmskat, sjældne reklamefilm fra 40'erne og dokumentarfilm om og af vores filmiske ikoner, Carl Th. Dreyer og Lars von Trier.

EFG er et tilbud til alle med interesse for Europas historie, samfund og kulturarv. Ikke mindst for undervisere og studerende rummer EFG tusindvis af kilder samt materiale til levendegørelse af diverse emner.

Links

EFG-portalen: www.europeanfilmgateway.eu  
DFIs sider om EFG: www.dfi.dk/efg  
Den danske nationalfilmografi: www.nationalfilmografien.dk