Alba August og to andre unge stjerner i kortfilmen "Uro"

Den unge skuespillerinde Alba August nyder stor anerkendelse og opmærksomhed for sin hovedrolle i den biografaktuelle spillefilm ”Unge Astrid”. I kortfilmen ”Uro” (2017) kan man se helt andre sider af hendes talent, i samspil med Alex Høgh Andersen og Marco Ilsø, som nu er blevet verdenskendte gennem HBO-serien ”Vikings”. ”Uro” kan vises på biblioteket.

Kortfilmen ”Uro” (2017) er en intens psykologisk thriller, som fortjener fornyet opmærksomhed fra et større publikum. Måske vil flere være interesserede i at se den, efter at de tre unge skuespillere i filmens hovedroller, sidenhen er blevet både kendte og anerkendte i ind- og udland.

Filmstriben: Vis "Uro" for bibliotekets publikum på Filmstriben.

Alba August, som også medvirker i Netflix-serien "The Rain", bliver rost til skyerne for sin præstation i den biografaktuelle ”Unge Astrid” om Astrid Lindgren. I ”Uro” spiller hun en noget anden karakter, som den 16-årige Elise, der er alene hjemme i lejligheden efter et skænderi med sine forældre. Da hun vælger at lukke to unge mænd indenfor, skærpes følelsen af uro og usikkerhed, mens et kompliceret magtspil udspiller sig. 

De to unge mænd i "Uro" spilles af Alex Høgh Andersen og Marco Ilsø. Begge har de medvirket i flere film og tv-serier, og nu er de blevet verdenskendte for deres roller i HBO-serien ”Vikings”.

Læs mere:

"Uro" er instrueret af Jacob Tschernia. Andre medvirkende: Troels Lyby, Sofia Ledar, Trine Appel og Rasmus Hammerich.

Filmens målgruppe er unge og voksne.

 

Tags: