Erindringsbio - flere film og nye features til demensramte og deres pårørende

Anne O'Neill og hendes mor Sonja Elisabeth Hansen på 97 år, ser ErindringsBio på computeren hjemme i stuen. (Foto: Det Danske Filminstitut).
ErindringsBio er et gratis filmtilbud til mennesker med demens og deres pårørende, plejepersonale og frivillige. På den nye, udvidede version af erindringsbio.dk er tilføjet nye temaer, flere film og interaktive formidlingsmuligheder.

Film kan vække erindringer og styrke livsglæde hos mennesker med demens. Det er baggrunden for udviklingen af ErindringsBio, som igennem de seneste mere end to år er blevet testet på både plejehjem og i private hjem med stor succes. Nu er alle erfaringerne samlet, og resultatet kan ses på den nye version af websitet erindringsbio.dk.

Indholdet er inddelt i temaer bestående af 7-8 udvalgte dokumentariske filmklip fra 1940’erne til 1980’erne, samt tilhørende materiale i form af introduktion til film og tema, forslag til dialog, billeder m.m. Ideen med det hele er, at styrke samvær og samtale mellem mennesker med demens og deres pårørende, plejepersonale og frivillige.

Formidlingsmaterialet kan naturligvis også anvendes på biblioteket, enten af individuelle brugere eller ved arrangementer i samarbejde med plejehjem o.l. Alt indhold er gratis og frit tilgængeligt.

Læs mere om ErindringsBio.

Fra efteråret 2023 vil ErindringsBio også blive et tilbud til alle landets biografer.

I løbet af de kommende år producerer Filminstituttet mange flere filmpakker, der bl.a. knytter sig til lokalområder og tager udgangspunkt i nyere film, så tilbuddet også favner yngre med demens.

.

Fakta om ErindringsBio

ErindringsBio er et filmtilbud til mennesker med demens sammen med pårørende, plejepersonale og frivillige. ErindringsBio er udviklet af Det Danske Filminstitut og en række samarbejdspartnere inden for demensområdet.

ErindringsBio er blevet til i samarbejde med Via University College, Rudersdal Kommune, Ældre Sagen, Alzheimerforeningen, Con Amour, Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark m.fl. Projektet er finansieret af Den A.P. Møllerske Støttefond med 2,45 mio. kr. samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond med 500.000 kr.

ErindringsBio kan pt. opleves gratis online. Fra efteråret 2023 vil ErindringsBio også blive et tilbud til alle landets biografer.

Kontakt vedrørende DemensBio

Christine Bøge Lejre
Projektleder
Tlf. +45 3374 3457
christinebl@dfi.dk

Kontakt

Carsten Olsen
Redaktør og bibliotekskonsulent
Tlf. +45 2537 1388
carsteno@dfi.dk