Filmseminaret i Odense er aflyst – OFF udvider med online-platform

FILMSEMINAR. Filminstituttet må desværre aflyse det årlige filmseminar for bibliotekarer, som plejer at finde sted i Odense i slutningen af august måned. Baggrunden for aflysningen er, at de officielle meldinger om COVID-19 smittefaren var meget alvorlige på det tidspunkt, hvor arrangementet skulle planlægges. Selvom det på nuværende tidspunkt ser meget mindre kritisk ud, er det ikke muligt at nå at stable et arrangement på benene til august. 

Forudsat at den gode udvikling med hensyn til smittefare i Danmark fortsætter, overvejer Filminstituttet at holde et filmseminar senere hen på efteråret. Følg med i Filminstituttets nyhedsbrev Nyheder til biblioteker.

Odense Film Festival (OFF) gennemføres som vanligt, dog med de begrænsninger som hensynet til smittefaren medfører. Desuden tilføjer OFF i år en ny dimension med muligheden for at se samtlige festivalens film online på offstream.dk der åbner 3. august.  
Tilmed dig OFF’s nyhedsbrev og følg med på www.filmfestival.dk, hvis du vil være ajour med årets begivenheder på OFF, som finder sted 24.-30. august 2020.