Flere dokumentarer og kortfilm på Filmstriben hjemmefra

Dokumentarfilmen ’Hjertelandet’ fra 2018 af Janus Metz og Stine Plambech er blandt de film, som brugerne nu kan se på Filmstriben hjemmefra. Foto: Christian Vium.
INSPIRATION. Nu kan biblioteksbrugerne streame mange flere danske dokumentarfilm og kortfilm på Filmstriben hjemmefra. Der er tale om knap 400 af de nyere danske film for unge og voksne, som hidtil kun har kunnet vises på Filmstriben 'På biblioteket'. 

Filmene er produceret med støtte fra Filminstituttet i løbet af de seneste tolv år, suppleret af enkelte ældre titler. Mange af filmene har været svære at få adgang til for publikum hjemmefra, og derfor har Filminstituttet nu valgt at gå sammen med DBC DIGITAL om at stille filmene til rådighed på Filmstriben. Samarbejdet sikrer også en løbende tilførsel af alle nye kort- og dokumentarfilm, der er støttet af Filminstituttet.
Nogle af de nyeste film som har fået produktionsstøtte af Filminstituttet, vil i en tidsbegrænset periode kun kunne ses på dr.dk, og bliver herefter tilgængelige på Filmstriben.

Trailere til markedsføring.

Til bibliotekernes formidling er der produceret en trailer i to versioner, som lancerer de mange film der nu kan ses på Filmstriben hjemmefra. Den korte version af traileren er primært tiltænkt embedding og anden biblioteksformidling på de sociale medier, mens den lidt længere version er til visning på bibliotekerne (når bibliotekerne forhåbentlig snart kan åbne dørene igen).

Se og download kort trailer (24 sek) og lang trailer (59 sek)

Filminstituttets direktør Claus Ladegaard udtaler:

”Vi ønsker at sikre, at alle danskere har mulighed for at se flere danske dokumentarfilm og kortfilm. Derfor har vi taget initiativet til at samarbejde med DBC DIGITAL om at formidle filmene via Filmstriben. Filmene udgør en væsentlig del af vores filmkultur og har en stor betydning for vores kulturelle identitet både for den enkelte og for den danske selvforståelse.”

Jane Wiis, adm. direktør, DBC DIGITAL, udtaler:

“Bibliotekernes arbejde spiller en helt afgørende rolle for formidlingen af vores filmskatte.  Filminstituttet har nu sikret, at danskerne via deres låner-id og adgang til Filmstriben kan få glæde af disse mange unikke film. Jeg er meget glad for, at Filmstriben også her kan gøre gavn, når det gælder bibliotekernes formidling af dansk produceret indhold.”

'Livet ifølge Anton' (Iben Haahr Andersen 2016) er et portræt af den dengang 86-årige bondemand Anton. Foto: Klassefilm.

Filmformidling i temaer

På Filmstriben præsenteres filmene i temaer som ’Sammen og hver for sig’, ’Forfatterne har ordet’, ’Når musikken spiller’, ’Midt i en krigszone’ og ’I livets efterår’. Filminstituttet laver løbende flere temaer til Filmstribens brugere. Se de nuværende temaer.

Eksempler på de mange film som nu er tilgængelige, kunne være de gribende kærlighedsfilm ’Dem vi var’ og ’Cirkusdynastiet’, forfatterportrætter om Michael Strunge og Halfdan Rasmussen, og portrætter af så forskellige musikere som rapperen Prelle og Tommy Seebach. Mange af filmene tager personlige temaer op, som fx i ’Jeg hader ADHD’ og fiktionsfilmen ’Uro’ med Alba August i hovedrollen, mens ’Til døden os skiller’ er én af flere film om at blive ældre. En hel del af filmene beskæftiger sig med store internationale udfordringer som terrorisme, krige og konflikter, migration og miljø, som fx i filmene ’Krigerne fra Nord’, ’En minister krydser sit spor’, ’Et hjem i verden’ og ’Pels’

Alba August, Alex Høgh Andersen og Marco Ilsø, der er kendt fra serierne ’The Rain’ og ’Vikings’, spiller hovedrollerne i Jacob Tschernias kortfilm ’Uro’ (2017). Foto: Still fra filmen.

Fakta om filmene

Omkring 400 dokumentarfilm og kortfilm, som nu kan ses på Filmstriben, har fået produktionsstøtte fra Filminstituttet. Der er knap 350 dokumentarfilm og 50 kortfilm. Størstedelen er produceret i perioden 2008 til 2020, suppleret af et mindre antal ældre film. Der kommer løbende flere film til.

Yderligere oplysninger:

Carsten Olsen
Redaktør og bibliotekskonsulent
Tlf. +45 2537 1388
carsteno@dfi.dk