Strunge-film med events på bibliotekerne

Michael Strunge var talerør for en hel generation af unge digtere i 80'erne. Portrætfilmen "Væbnet med ord & vinger" kan nu vises på bibliotekerne med masser af muligheder for tilknyttet formidling.
LAV ET ARRANGEMENT. Michael Strunge-portrætfilmen "Væbnet med ord & vinger" er nu klar til at blive vist på Filmstriben på bibliotekerne. Filminstruktør Torben Skjødt Jensen og digteren Caspar Eric er blandt de mange mulige oplægsholdere, der kan indgå i en spændende formidling i forbindelse med filmvisningen.

Dokumentarfilmen ”Væbnet med ord & vinger – en film om Michael Strunge og hans tid” er seværdig for et stort og blandet publikum. Den kommer rundt om mange aspekter af Michael Strunges liv og forfatterskab i en alsidig blanding af interviews, unikt arkivmateriale, nykomponeret musik, dramatiserede sekvenser m.v. En lang række af Strunges daværende forfatterkolleger, venner, familie og kærester giver med deres personlige fortællinger en stor indsigt i hans personlighed og i hans litterære værker, som vedbliver at appellere til nye generationer af unge søgende mennesker. Hertil kommer de enestående arkivoptagelser, der giver os erindringsglimt af 1980'erne som tidsperiode.

Efter et succesfuldt biografliv er det nu bibliotekerne, der kan præsentere filmen for publikum og tilknytte mange forskellige former for formidling.

Filmanmelderne har været virkeligt begejstrede. Her er et lille udpluk af citater fra de rosende anmeldelser:

"Livsbekræftende og bevægende dokumentar om Michael Strunges liv går bag om myten og når ind til en forunderlig eksistens". Filmmagasinet Ekko.

"… et vedkommende portræt af punkgenerationens store, evigt unge digter Michael Strunge". Kristeligt Dagblad.

"Flot fortalt dokumentarfilm om Michael Strunge føjer nye aspekter til digteren og hans korte liv". Jyllands-Posten.

"… en hjerteskærende og vedkommende dokumentar, der yder en af de største litterære personligheder i dansk historie retfærdighed". Ordet.

Inspiration til events og anden formidling:

  • Torben Skjødt Jensen.
    Filmens instruktør Torben Skjødt Jensen er interesseret i at komme ud og fortælle om sin film. Torben Skjødt Jensen er en erfaren oplægsholder, som kan give publikum et spændende indblik i, hvordan han har arbejdet med filmen og dens medvirkende, brugen af arkivstof og iscenesættelse og meget mere.
    Kontakt Torben Skjødt Jensen: vi@pointofnoreturn.dk.
  • Caspar Eric
    Digteren Caspar Eric er aktuel med bogen "Min krop er tung af drøm - et udvalg af Michael Strunges poesi ved Caspar Eric". Bogen udgives på Gyldendal 26. oktober 2018, som markering af at Michael Strunge ville være fyldt 60 år i år.
    Kontakt Caspar Eric: caspareric@gmail.com.

  • Filmens medvirkende
    I filmen medvirker flere af Michael Strunges daværende forfatterkolleger, litterære eksperter og venner, som kunne være interesserede i at komme ud og fortælle om filmen, om Strunge eller om 80’er-lyrik. Se filmens fulde credits i Filmdatabasen.

  • Forslag til andre oplægsholdere
    Bibliotekarer, litteratur- og historieeksperter og lokale forfattere er andre gode bud på oplægsholdere. Udover oplæg om Strunge og hans værker giver filmen også anledning til bl.a. at formidle 80’er-lyrik generelt, 1980’erne som periode, ungdomskultur, musikken som Michael Strunge var inspireret af (punk, David Bowie m.fl.).
  • Udstillinger
    Udstillinger af bøger og andre materialer med udgangspunkt i nogle af ovenstående temaer.
  • Musik- og oplæsningsarrangementer
    Arrangementer med oplæsning og/eller musik der relaterer sig til filmen.

Trailer