Filmstriben - gratis adgang for folkebiblioteker

Fra den 1. marts 2009 og året ud tilbydes alle danske folkebiblioteker et gratis abonnement på Filmstriben (www.filmstriben.dk), hvor man kan se film på internettet i dvd-kvalitet. Abonnementet omfatter visning på biblioteket af kort- og dokumentarfilm fra Det Danske Filminstitut (DFI).

På Filmstriben er der lige nu 556 nye og ældre film. Og der kommer hele tiden flere til. Fremover vil alle nye kort- og dokumentarfilm, som har fået produktionsstøtte fra DFI, automatisk blive tilgængelige på Filmstriben. Desuden bliver der løbende tilføjet titler fra DFIs store bagkatalog.

Filmene stilles gratis til rådighed af DFI og DBC (Dansk Biblioteks Center), der står bag Filmstriben. DFI som rettighedshaver og DBC som ansvarshavende distributør af Filmstriben.

Abonnementet giver bibliotekerne mulighed for at vise filmene et ubegrænset antal gange og i flere forskellige sammenhænge i biblioteksrummet - på pc, storskærm, tv-skærm eller projektor med internetadgang. Filmene på Filmstriben er tilgængelige som streaming video.

Blandt de nyeste titler på Filmstriben er Anders Østergaards "Så kort og mærkeligt livet er" om Dan Turèll, "69" om Ungdomshuset på Jagtvej, børneanimationsfilmen "Drengen i kufferten" og børnedokumentaren "Lille voksen", som var prisvinder på årets Buster-filmfestival.

Fra bagkataloget findes stort set samtlige film fra de senere år, samt et større udvalg af ældre titler. Et lille udpluk af de filmtitler som allerede nu ligger klar på nettet til biblioteksbrugerne, viser mangfoldigheden af filmoplevelser for alle aldersgrupper: Børnefilmklassikeren "Palle alene i verden", animationsfilmene "Sallies historier" og "Den lille ridder", "Bror, min bror" og "Drengen der gik baglæns" for de lidt større børn, og dokumentarfilm som "Pigerne i 4.B.", serien "100 års barndom" og ungdomsfilmen "14 fuld og for meget".

For det voksne publikum er f.eks. Dreyers kortfilm-klassiker "De nåede færgen" og en nyere titel som den Oscar-nominerede fiktionsfilm "Om natten". Blandt dokumentarfilmene findes "Den hemmelige krig", "The Monastery", "Slobodan Milosevic - præsident under anklage", "Gasolin'", "Inger Christensen - cikaderne findes", "Olga - den sidste storfyrstinde", "Søren Kierkegaard", "Verden i Danmark" og mange, mange andre.

Se filmklip på www.filmstriben.dk.

Sådan kommer du i gang med at se film på Filmstriben:
Det eneste, der kræves, for at dit bibliotek kan komme i gang med at benytte Filmstriben, er login og password. Det får du tildelt på www.kundeservice.dbc.dk.

Abonnement, teknik og brugersupport:
Vil du vide mere om det gratis abonnement i 2009, om prisen for et abonnement i 2010, eller har du spørgsmål vedrørende krav til båndbredde, teknisk udstyr m.v. kan du læse mere på www.filmstriben.dk eller kontakte Lone Rasmussen, DBC: Tlf. 4486 7635 / mail: lr@dbc.dk.

Kort- og dokumentarfilmene på Filmstriben:
Yderligere oplysninger om indholdet af kort- og dokumentarfilm på Filmstriben og om DFIs distribution: Bibliotekskonsulent Carsten Olsen, DFI, Tlf. 3374 3554 / carsteno@dfi.dk.