Filmstriben: Ny dansk tegnefilm for de mindste

Tegnefilmen "Tigre og tatoveringer" er først og fremmest til børn fra 4 års alderen, men den har helt sikkert også en masse at byde på til de voksne. Filmen fabulerer over hvad der udgør en rigtig familie, og svaret er både befriende og dejligt uperfekt.

Tigre og tatoveringer

Se hjemme / Se på biblioteket

Instruktion: Karla von Bengtson. 44 min. Danmark, 2009.

En dansk tegnefilm med en charmerende og unik visuel stil om den lille forældreløse pige Maj. Hun bor hos sin onkel Sonny, der er tatovør. De har det faktisk utroligt godt sammen. Men de synes begge to at Maj burde bo hos en rigtig familie. En dag kommer Maj til at tatovere en barsk fyr fra den lokale motorcykelklub med alfer, nisser og prinsesser på ryggen. Maj og Sonny må flygte ud af byen, fordi de frygter mandens vrede. På rejsen møder de bl.a. en meget usædvanlig cirkusfamilie, der bor sammen med en stor tiger. Maj overvejer, om hun overhovedet behøver en rigtig familie, når hun har sin rare onkel Sonny. Der er danske stemmer af bl.a. Lars Bom, Anna Sander Bie, Jesper Christensen, Bjarne Henriksen og Lærke Winther. En billedbog baseret på filmen er udgivet på Carlsens Forlag.


Tags: