Fodbold er Gud

VM i fodbold er i gang, så alle fodboldelskere vil i de kommende uger ikke mangle levende tv-billeder, som viser det fascinerende spil. De der også interesserer sig for baggrundshistorier om fodbold kan supplere med en række interessante film på Filmstriben og Filmcentralen. Her kan man se fodboldfilm om bl.a. fankultur, forretning, passion, karriere, historie og den sociale dimension. Og så er der jo ”Ernst”, som har fået en fodbold!

Fodboldsportens betydning og mangfoldighed illustreres i en række dokumentarfilm, som kan opleves i en stille periode under VM i fodbold – eller en anden god gang. Filmenes temaer er relevante og aktuelle selvom filmene ikke er helt nye. 

”Fodbold er Gud” (Ole Bendtzen, 2010).
En gribende film om fankultur og ekstrem fodboldpassion i Argentina.

”…og det var Danmark” (Mads Kamp Thulstrup og Carsten Søsted, 2008).
Filmen om hvordan dansk fodbold blev professionaliseret, kulminerende med Danmarks EM-triumf i 1992. Et lille plaster på såret, for de der savner dansk deltagelse ved VM i Brasilien.

”FC Barcelona Confidential” (Daniel Hernandez og Justin Webster, 2004).
Et interessant kig ind i kulisserne hos ledelsen i storklubben FC Barcelona.

”Me, myself & Martin Laursen” (Anthony Tullberg, 2012).
Et portræt af fodboldspilleren Martin Laursen, men i endnu højere grad instruktørens selvportræt. Hvad er det der afgør om man får en stor karriere?

”Michael Laudrup – en fodboldspiller” (Jørgen Leth, 1993).
En poetisk film om fodboldspillet og en spiller der gjorde spillet til kunst.

”Mod målet – VM for hjemløse” (Mira Jargil, 2007).
VM i fodbold for hjemløse handler om at vinde på banen, men også om at hente små og store sejre i et liv som skal på ret køl.

”Ernst og fodbolden” (Alice de Champfleury, 2000).
Tegnefilm om den dejlige dreng Ernst, der får en fodbold – og hans entusiastiske mor vil selvfølgelig gerne hjælpe ham med at komme i gang med at spille nede i gården. 

Alle filmene kan vises og ses på Filmstriben ”På biblioteket” og nogle af dem kan også ses på Filmstriben ”I lænestolen”.

Desuden kan disse af de omtalte film også ses frit og uden password af privatpersoner på Filmcentralen / For alle:

Benyt links i højre spalte for at læse mere om filmene og få overblik over, hvor de kan ses.