"Grantræet" og andre julefilm for børn og voksne

Nikolaj Lie Kaas lægger stemme til kortfilmen ”Grantræet”, som bygger frit på H.C. Andersens fortælling om det lille træ, som drømmer om at vokse ind i himlen. Filmen er med i den lille håndfuld små julefilm for børn, som kan ses på Filmstriben, sammen med to film for voksne.

For de små børn er der animerede julefilm. ”Snowys jul”, ”Hvor ligger juleland?” og ”Cirkeline”-klassikeren ”Højt fra træets grønne top” plejer at være sikre hits på denne årstid.

Mange blandt det voksne publikum kan sikkert nikke genkendende til stemningen i Carsten Myllerups fiktionsfilm ”2. juledag”. Frits Helmuth og Rita Angela spiller hovedrollerne som bedsteforældrene, der forsøger at skjule frustrationerne, når nu deres elskede børn og børnebørn endelig kommer på besøg i julen.

Fra fortidens gemmer kan DFI nu også byde på filmen ”Dejlig er den himmel blå” I filmen dokumenterer Jon Bang Carlsen den happening som teatergruppen Solvognen lavede i julen 1974, hvor de som "julemænd" bl.a. invaderede et stormagasin og delte gaver ud fra hylderne, angreb Arbejdsrettens bygning m.m. For nutidens unge viser filmen en interessant tid, når det gælder alternativ aktivisme.

Tags: Filmstriben