Home Sweet Home – børnedokumentar om at være ny i Danmark

”Home Sweet Home” er en helt ny dokumentarfilm for børn om at komme til Danmark fra en fremmed kultur. Filmen følger den 10-årige pige Salimah, som kommer fra Malaysia til helt nye forhold. Stille og roligt begynder hun at vænne sig til en meget anderledes hverdag med nye venner, nyt sprog og et familieliv med sin far og søster i Esbjerg.

home_sweet_home02
Malaysiske Salimah skal vænne sig til mange nye ting i Danmark.

Instruktør Katrine Philp har fulgt Salimah i tre år, fra hun rejser fra Malaysia og gennem den første tid i Danmark, hvor hun kæmper med at falde til i skolen og i den danske kultur. Hun skal lære et nyt sprog og lære sin familie at kende – oven i de udfordringer, der følger med, når man bevæger sig ind i teenageårene.

”Home Sweet Home” er velegnet som udgangspunkt for børns refleksion og dialog om det, at være ny og skulle omstille sig – uanset om det er i forhold til at være fra en fremmed kultur, eller om det er i andre sammenhænge, hvor man udfordres i nye omgivelser.

”Home Sweet Home” kan ses på Filmcentralen/For alle, og den kan vises på Filmstriben ’På biblioteket.

Læs mere:
Premiere på Home Sweet Home – omtale i FILMupdate 2.12. 2015.