Sport Kids – dokumentarserie for børn

"Sport Kids" er en serie om børn, der dyrker elitesport. Serien vises i øjeblikket på DR Ultra, og fire af filmene ligger nu tilgængelige på Filmstriben og Filmcentralen. Filmene henvender sig til børn fra 8-års alderen, og er meget inspirerende, hvis man interesserer sig for sport eller vil vide mere om, hvad det vil sige at dyrke sin passion.

Filmene i dokumentar-serien ”Sport Kids” foregår i hvert sit land, og portrætterer hver især et barn, som er usædvanligt målrettet med sin sport. ”Chikara – sumobryderens søn” foregår i Japan, ”Fægtemesteren” handler om et dansk fægtetalent, ”Ruth” handler om svenske cheerleaders og ”Varicella” foregår på en russisk danseskole.

Børnene i filmene har det til fælles, at de lever for drømmen om at blive den bedste inden for deres sportsgren. Filmene viser, hvad det kræver af både børnene og deres familier i tid, blod og tårer at opnå målene. Og så kræver det mod, at kunne modstå andres forventninger og få lov til at være den, man gerne vil være. De talentfulde og flittige børn er nemlig også helt almindelige og sårbare.

På børnebibliotekerne har filmene potentiale til publikumsarrangementer, hvor børn kan spejle sig i filmenes hovedpersoner og måske selv fortælle om deres sportsinteresse. Filmene henvender sig især til børn og unge i aldersgruppen 8-15 år, men vil også vække interesse i "sportsfamilier", der har et barn, som er dybt dedikeret til en sportsgren.