Udflugt på Filmstriben

Fiktionsfilmen "Udflugt" har Lars Brygmann og Lærke Winther i hovedrollerne som et yngre par der vil udleve en erotisk fantasi. Men tingene udvikler sig uforudsigeligt. Filmen er netop kommet på Filmstriben sammen med en anden dansk fiktionsfilm "Sky", og den østrigske eksperimenterende kortfilm "Just like the Movies", som virtuost forholder sig til vores billeder af, hvad der skete 11. september 2001.

Filmene kan ses på Filmstriben. Ud for hver titel kan du vælge "Se hjemme", hvis du vil se filmen derhjemme via dit biblioteks-login, eller du kan vælge "Se på biblioteket", hvis du vil se filmen på dit bibliotek.

Udflugt (Se hjemme / Se på biblioteket)
Instruktion: Kasper Torsting. 19 min. Danmark, 2010.
Ægteparret Michael og Sara har endelig en weekend uden børn. De har aftalt at de under en romantisk picnic, skal have sex i det fri. Midt i det hele bliver de afbrudt af to mandlige forbipasserende, som tiltaler dem med provokerende bemærkninger.  Sara reagerer voldsomt og situationen eskalerer. En uskyldig udflugt i skoven, udvikler sig dramatisk, og udstiller parrets indbyrdes forhold til jalousi, afmagt og begær. Filmen er dokumentar-instruktøren Kasper Torstings første fiktionsfilm.
Medvirkende: Lars Brygmann, Lærke Winther m.fl.


Sky (Se hjemme / Se på biblioteket)
Instruktion: Mikkel Sørensen. 23 min. Danmark, 2010.
Fiktionsfilm om den ældre mand Joakim, som søger fred i sjælen. Hans fortid rummer et mareridt, et stort tab, som han forsøger at eliminere ved at gennemleve det én sidste gang. En sanselig og poetisk film i et originalt filmsprog.
Medvirkende: Peter Harber, Katrin Alfredsdóttir m.fl.


Just like the Movies (Se hjemme / Se på biblioteket)
Instruktion: Michal Kosakowski. 21 min. Østrig, 2006.
Oplevelserne og hændelserne den 11. september 2001 bliver i denne kortfilm gengivet udelukkende med klip fra en lang række forskellige fiktionsfilm fra de seneste 40 år – fra "Rumrejsen år 2001" til "Spiderman". Med klassisk musik som den eneste kommentar, giver den virtuose sammensætning af filmklip en underlig følelse af, at filmen er en dokumentarisk skildring af virkeligheden. En eksperimenterende kortfilm, som udfordrer vores opfattelse af realisme og fiktion.