
Ny chef for Filmhuset: Sofie Bjerregaard
Sofie Bjerregaard kommer til Filminstituttet med 10 års erfaring fra centrale film- og kulturinstitutioner, hvor hun har været ansvarlig for udvikling og etablering af en lang række festivalinitiativer og kulturtilbud. Projekter, der tilsammen har givet hende bred erfaring med filmkuratering, formidling, publikumsudvikling og partnerskaber – og et stærkt blik for, hvad der skal til for at udkomme relevant for flere.
Sofie Bjerregaard er uddannet på Københavns Universitet med en bachelor i film- og medievidenskab. Det seneste år har Sofie Bjerregaard arbejdet i DR som strategi- og ledelseskonsulent i DR Kultur Børn og Unge, hvor hun bl.a. har drevet indholdsstrategiske processer samt udvikling og formulering af en kommende fiktionsstrategi. Fra 2021 til 2024 var hun ansat på Den Danske Filmskole med ansvar for at udvikle og opbygge skolen som en åben og levende kulturinstitution gennem et nyt, ambitiøst kulturprogram med filmvisninger, samtaler, debatarrangementer og talentfestivalen GENERATION. Tidligere arbejdede hun for de københavnske filmfestivaler i forskellige roller som henholdsvis kommunikationschef på tværs af CPH:DOX, CPH PIX og BUSTER og senere som udviklingschef for CPH PIX.
Sofie skal stå for at lede og udvikle den kunstneriske profil for Cinemateket og Filmtaget.
Ny dokumentarchef: Mikala Krogh

Mikala Krogh kommer til Filminstituttet med 20 års erfaring med produktion og finansiering af dokumentarfilm – både nationalt og internationalt. Hun er uddannet dokumentarfilmsinstruktør fra Den Danske Filmskole i 2001 og står bag flere prisvindende dokumentarfilm og -serier som ’Min Morfars Morder’, ’Cairo: Garbage’, ’A Normal Life’, ’Ekstra Bladet uden for citat’ og ’Scandinavian Star’.
Fra 2008 til 2022 var hun medindehaver af produktionsselskabet Danish Documentary, og siden 2022 har hun været redaktionschef for DR Dokumentar. Mikala har arbejdet strategisk med at fremme dokumentarfilmens rolle både kunstnerisk og samfundsmæssigt og har bidraget solidt til at sikre dansk dokumentarfilms position og gennemslagskraft, både herhjemme og internationalt.