
Berlin International Film Festival – også kendt som Berlinalen – regnes for Europas største publikumsfestival og er et centralt mødested for den internationale filmbranche.
No Good Men åbner festivalen
Årets Berlinale åbnes af den tysk-danske film ’No Good Men’ instrueret af afghanske Shahrbanoo Sadat. Filmen følger Naru, den eneste kvindelige kamerakvinde på Kabul TV, som er overbevist om, at der ikke findes gode mænd i Afghanistan. Da hun sammen med reporteren Qodrat sendes ud på en opgave kort før Talibans tilbagevenden til magten, opstår der en uventet forbindelse, som tvinger hende til at genoverveje sine overbevisninger.
Katja Adomeit har koproduceret for Adomeit Film, Viginie Surdej har filmet og Anne Gry Friis Kristensen og Sigrid D.P.A. Jensen har lavet lyd. Camera Film står for dansk biografdistribution.
Lust får verdenspremiere i Forum
Den bulgarsk-danske film ’Lust’ af instruktør Ralitza Petrova er udtaget til Berlinalens Forum-program, hvor den får verdenspremiere.
Filmen handler om Lilian, en prøveløsladelsesofficer, som holder både andre og sig selv på afstand. Da hun konfronteres med sin afdøde fars efterladte gæld, glider hun tilbage i destruktive mønstre. Mødet med Alex, der arbejder med Shibari-bondage, bliver et vendepunkt, hvor fortidens traumer begynder at løsne sig – men spørgsmålet er, om Lilian kan finde tilbage til sig selv.
Danske Eva Jacobsen har produceret for Snowglobe og Reel Pictures står for distribution i de danske biografer.
To danske børnefilm i opløb til europæisk pris
De danske børnefilm ’Mira’ af Marie Limkilde og ’Honey’ af Natascha Arthy er begge tildelt European Children’s Film Association Feature Award på henholdsvis Black Nights Film Festivalen’s børneprogram ’Just Film’ i Tallinn, Estland og på nordens største børn- og unge festival ’BUFF’ i Malmö, Sverige
Dermed er filmene nomineret til ECFA Award for Bedste europæiske spillefilm for børn og unge 2025, som uddeles af ECFA. I alt konkurrerer 12 børnefilm, udvalgt på 15 europæiske børnefilm festivaler i løbet af året, om den samlede pris.
Se alle de nominerede børnefilm på ECFA’s hjemmeside
Tre danskere i Visitors Programme
Tre danske producere deltager i Berlinalens Visitors Programme, som henvender sig til producere uden omfattende international erfaring, men med ambitioner om at opbygge netværk og få indsigt i det internationale filmmarked.
De danske deltagere er:
- Thor Hampus Bank, GotFat Productions
- Sophie Elina Hahn, Adomeit Film
- Hanna Kristine Rosland Andersen, Swulli Film
Fem danskere udvalgt til Berlinale Talents
Fra den 13. til den 18. februar samler Berlinale Talents 200 filmskabere fra hele verden til et intensivt program med talks, workshops og offentlige debatter under temaet “Creating (and) Confusion – Cinema, Chaos and the Power of Discomfort.” De 200 deltagere er udvalgt blandt 3.438 ansøgninger fra 120 lande og repræsenterer 15 forskellige fagområder inden for film.
Fem danske filmfolk er blandt de udvalgte:
- Uri Kranot, Instruktør & manusforfatter
- Nicolas Nørgaard Staffolani, Instruktør & klipper
- Seyhmus Altun, Instruktør & manusforfatter
- Ömer Sami, Instruktør & manusforfatter
- Anne Dammegaard Søllested, Producer

European Film Market
Det Danske Filminstitut vil også være til stede på European Film Market, sammen med de øvrige nordiske lande på en fælles stand for ’The Five Nordics’ som er paraply organisationen for de fem nordiske landes internationale samarbejde omkring promovering af nordiske film og talenter. Læs mere om ’The Five Nordics’ samt dette års nordiske aftryk i Berlin
På standen vil festivalkonsulenterne tage møder for at promovere danske film til udenlandske festivaler. Herunder de 3 danske film, der vises på European Film Market: HJEM af Marijana Jankovic (Nordisk Film Production), MUMBO JUMBO af Karsten Kiilerich & Stine Marie Buhl (A-film) og PARADIS af Marie Sødahl (Nordisk Film Production). Oversigt over nordiske markedsvisninger i Berlin



