‘Klassefesten 4 – Venner for livet’ holdt det flotte niveau fra premieren og var for anden weekend i træk den markant mest populære film i biograferne. Her blev den set af 86.500 gæster, altså knap fire gange flere end den næstmest sete film i weekenden. Samlet har 264.700 publikummer nu set filmen.
Og apropos næst mest sete film, så var det også en dansk film. Nemlig den animerede ’Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor’, der også fortsat klarer sig godt hos publikum. I det hele taget fylder de danske film meget i biograferne for tiden. Ser man ned over weekendens top-10-liste, solgte de fire danske titler – ‘Klassefesten 4 – Venner for livet’, ‘Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor’, ‘Krølle Bølle’ og ‘Begyndelser’ – tilsammen i omegnen af 140.000 billetter, svarende til knap to tredjedele af alle solgte billetter.
Men der er naturligvis også populære udenlandske film på premiereplakaten. Til børn og barnlige sjæle åbnede ’GOAT’ med 22.100 billetter, mens den nyeste filmatisering af Emily Brontës roman, ’Wuthering Heights’, fulgte tæt efter med 21.300 billetter.
‘Zootropolis 2’ holder fortsat et imponerende sejt træk, og er med godt 18.000 billetter i sin 12. weekend nu samlet oppe på 494.400 i alt. Samme gælder også ‘Avatar 3 – Fire and Ash’, der også fortsat holder sig blandt top-10, og snart runder 450.000 publikummer.



