Af Eva Novrup Redvall
En lillebror besat af en ond ånd i det lille havneleje Broby. En lillesøster med vinger i en verden med pandekagehuse og Snehvide & de syv, seje skovhuggere. Et ligusterfascistisk kolonihavehus som rumskib på vej til Saturn. Ifølge manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg propper de bedste film store emner ind i universer, man ikke har set før. Og han må selv siges at have leveret en del overraskende elementer i dansk film som forfatter af "De fortabte sjæles ø", "Der var en gang en dreng som fik en lillesøster med vinger" og senest "Rejsen til Saturn".
"De fortabte sjæles ø" dannede udgangspunkt for en samtale mellem Rasmus Heisterberg og filmkonsulent Miriam Nørgaard på seminaret RESPEKT for barndommen. Her fortalte Rasmus Heisterberg, hvordan han og medforfatter og instruktør Nikolaj Arcel med filmen forsøgte at lave den type film, som de selv holder af med inspiration fra forbilleder som "Harry Potter" og "Find Nemo".
"Jeg holder af film, som tør tage store, tunge emner op, men gør det i en verden, som er lystfuldt og fuld af fantasi. Det er en gave, når historier foregår i et miljø, man ikke har set før. Man har lyst til at se det, og den skal man aldrig underkende: lysten til at ville se noget," fortalte Rasmus Heisterberg, som oplever, at det at tænke i spændende miljøer og universer er en god måde at få store og små historier til at spille sammen på.
Mere end 1:1-dramatik
Som eksempel viste han en scene fra åbningen af "De fortabte sjæles ø", hvor den 14-årige Lulu leger med det okkulte og ikke gider høre på sin mors udlægning af fordelene ved at være flyttet på landet, efter at far har fundet sig en yngre model. Om aftenen viser det sig, at Lulu faktisk har påkaldt et spøgelse, som besætter hendes lillebror. Den dramatiske historie, som følger, handler på mange måder om, at hun skal komme videre efter fars fravær, men den bliver ikke fortalt med løftede pegefingre eller fra et bedrevidende voksenperspektiv.
"Dramatik er jo, når en person vil noget, men ikke kan. Man kan sagtens lave film med 1:1-dramatik, men for mig fungerer det bedst, når film ikke bliver for tunge i deres pædagogik. Man skal bruge universet til at illustrere og lade de store og de små historier spille sammen. Man skal lade de psykologiske problemer transformere sig over i universet," forklarede Rasmus Heisterberg og viste et andet klip fra filmen, hvor en nazi-pilot fra anden verdenskrig bliver påkaldt for at besætte en dreng (med flyskræk), da der er brug for flyvekundskaber for at klare strabadserne. Hans karakter er et eksempel på, hvordan et univers gradvis genererer sjove scener og situationer, som vokser ud af det indledende spørgsmål: Hvad ville der ske, hvis en lille dreng blev besat af et gammelt spøgelse?
Hvordan finder man universet?
Hvis man vil skabe anderledes universer, mener Rasmus Heisterberg, at det er en god begyndelse at tænke i forskellige typer af genrefilm. "De fortabte sjæles ø" voksede ud af mange samtaler om film og ikke mindst gennemsyn af en række klassikere. Hvad er det, de kan? Hvad gør de godt? Hvad er det, vi vil i forhold til det?
Ideen er ikke at kopiere, men at finde ind til det originale i ens egen ide. Derfra kan man så efterhånden arbejde sig ind til kernen. Rasmus Heisterberg beskrev det som en lystfuldt proces, hvor det at sætte nogle rammer for et univers og siden tillade sig selv at følge fantasien giver ham flere muligheder i forhold til at fortælle historier. Ikke mindst når man fortæller til børn og unge er der mulighed for at lade sig inspirere af deres sind fyldt med drømme og fantasier.
"Jeg elsker at arbejde med universer eller miljøer. Der har tidligere været en holdning i dansk film om, at genrefilm ikke er så fine. Den kan jeg slet ikke forstå, for jeg synes netop, at man får mulighed for at arbejde med et ekstra lag, når man skal have temaet for universet og det enkelte psykologiske problem til at spille sammen i en film."
At få det indre ud
Mens Rasmus Heisterbergs historier bringer ydre, eventyrlige elementer ind i hverdagen, arbejder Martin de Thurah i sine film med at skabe universer, som kan afspejle alt det turbulente, som foregår inde i hovedet og kroppen på hans karakterer.
Som en første smagsprøve på hans unikke universer blev hans prisbelønnede musikvideo til det danske band Carpark Norths "Human" vist. Her indtager nogle børn en affolket skole og fanger med udtryksfuldt kropssprog, dans og opslugende ansigter de hypersensitive detaljer i den svære tid mellem barn, ung og voksen.
Martin de Thurah beskrev, hvordan billederne i høj grad er vokset ud af egne minder fra en barndom, som han husker meget præcist: Følelsen af at sidde i klassen og få lyst til at blive set; drømme om pludselig at kunne flyve fra sin stol i klasseværelset. For ham handlede videoen om at sætte billeder på den stærke følelse af at findes og længslen efter at svæve i en tid, hvor kroppen transformeres. De Thuras baggrund som animator er mærkbar i de små, men vildt effektive, computerskabte forandringer i børnenes ansigter, hår osv.
"Der er så mange følelser i den tid. Jeg kan huske, hvor usynlig jeg følte mig, og hvor mange tanker jeg tumlede med. Jeg følte, jeg vidste en masse ting om verden, men havde ikke ordene til at få det ud. Jeg ville gerne lave noget om den tid, hvor kroppen også er i forandring. Der er både en alvor og en skrøbelighed i det, som er meget spændende at arbejde med."
En verden med mange lag
Ung mand falder (foto: Asger Carlsen)
Martin de Thurahs næste film "Ung mand falder", som vandt prisen for bedste nordiske kortfilm ved Nordisk Panorama og tidligere på året var udtaget til Cannes Film Festivalen, udsprang også af et ønske om at tage barn- og ungdom alvorligt. Filmen følger en ung mand, som føler, at han ikke passer ind i verden, og den lader følelser og tanker fra hans psykologiske univers manifestere sig som elementer i det fysiske univers.
Væggene slår revner. Veje flækker, og uventede sprækker i hverdagen kan pludselig opsluge én. Martin de Thurah viste en sekvens, hvor den unge mand møder sig selv som en hjemløs mand, der bliver kørt ned. Bagefter må han hjem "og mærke sig selv over brødristeren".
"Ungdommen er meget kompliceret og har mange lag. Det er en verden fyldt med alt muligt på samme tid, og spørgsmålet er, hvordan man formulerer de lag. Jeg gør nogle forsøg i filmen. Jeg prøver at skabe nogle sprækker ud til noget, hvor ting glider og blandes rundt," fortalte Martin de Thurah, som ikke interesserer sig for det ekstraordinære eller sensationelle. Til gengæld vil han gerne lade sine karakterers oplevelse af verden være til stede, og dermed skabes de mange surreelle og overraskende elementer i hans film.
Det farlige og hårde
Senest har Martin de Thurah lavet kortfilmen "Vi der blev tilbage", som er en post-apokalyptisk skildring af en verden, hvor de voksne er væk. Deres blod er blevet gråt. Det gør det, når man mister håbet.
Vi der blev tilbage (foto: Martin de Thurah)
Filmen har bl.a. været udtaget til Venedig Film Festivalen og er herhjemme blevet vist som en del af et program med