350.000 danskere og svenskere har set "Mænd der hader kvinder"

Billede til artiklen 350.000 danskere og svenskere har set Mænd der hader kvinder

Niels Arden Oplevs længe ventede og anmelderroste "Mænd der hader kvinder" åbnede i weekenden med et imponerende salg på i alt 176.000 billetter med 100 kopier i Danmark; de 37.000 var solgt i forsalg og i stor stil som firma-visninger i ugen op til premieren.

I Sverige åbnede filmen i weekenden også virkelig flot med 174.000 billetter på 160 kopier. Landets størrelse taget i betragtning er det dog lidt mindre spektakulært end i Danmark.

Med Stieg Larsson-bøgernes popularitet i Danmark har filmen da også haft den bedste tænkelige kommercielle platform, og at de kreative kræfter bag filmen er danske, har nok givet filmen et lille, ekstra PR-skub.

Der er ikke tvivl om, at "Mænd der hader kvinder" står til at blive en af årets største film. Sammenlignet med sidste års store amerikanske titler, hvor buzz'en var mindst lige så stor, kan Blomqvist og Salander være med og "stikker" åbningen på "Dark Knight" (59.536 ekskl. forpremiere), "Sex and the City" (68.146) og "Indiana Jones" (116.238). Kun sidste års James Bond-film overgår den med en åbning på 151.131 billetter (204.449 inkl. forpremierer). Det var alle film, der solgte omkring 400.000 billetter.

Åbningen er rekord for en svensk film i Danmark. Hvis man ser på nedenstående Top 10 for svenske film i DK 1976-2008 står det klart, at "Mænd der hader kvinder" om kort tid vil være den mest sælgende svenske film i Danmark nogensinde.

Filmen får premiere i Norge den 13. marts, i Finland den 27. marts og i Frankrig og Belgien den 13. maj, samme dag som Cannes Festivalen åbner.
Top 10 for svenske film i DK 1976-2008

1 Jerusalem 1996 267.695
2 Brødrene Løvehjerte 1978 261.861
3 En sang for Martin 2001 166.183
4 Den enfoldige morder 1982 145.178
5 Englegård 1993 135.638
6 Arn - tempelridderen 2008 134.518
7 Peddersen & Findus 3 2005 128.648
8 Knald eller fald 1978 123.861
9 Pelle Haleløs 1982 121.490
10 Mit liv som hund 1986 117.463