Tirsdag den 10. juni kl. 18.30 løftes sløret for dokumentarfilmen "Eventyret om dansk tegnefilm" ved et særarrangement i Cinemateket. Filmen, der er blevet til efter mere end tre års research, giver en rejse gennem dansk tegnefilms historie fra 1900 frem til i dag.
Filmen byder bl.a. på glemte klip fra den første guldalder i 40'erne, hvor dansk tegnefilm var førende i Europa. Der er små perler af frontløbere som Storm P., Mik, Børge Ring og Kaj Pindal, foruden interview-bidder med disse og mange andre koryfæer. "Størstedelen af filmene har ikke været vist siden 50'erne eller tidligere endnu - det er det mest glemte kapitel i dansk filmhistorie," siger manden bag projektet, Lars Jakobsen.
Lars Jakobsen introducerer selv "Eventyret om dansk tegnefilm". Efter visningen vil der være mulighed for at stille spørgsmål til Lars Jakobsen og en række af de animatorer, der medvirker i filmen. Arrangementet varer 180 min.
Billetpris: 65 kr. (40 kr. for medlemmer af Cinemateket). Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412.
Læs mere om "Eventyret om dansk tegnefilm".