En western mikset med græsk tragedie og tilsat politisk kant - Ole Bornedals "Fri os fra det onde", der havde premiere i april, jonglerer frit med genrerne i historien om den menneskelige natur, der går bersærkergang. Interview udgivet på engelsk i FILM #66.
Af Liselotte Michelsen
"Det hele startede med ideen om 'inde og ude'. Der er nogle personer, der er inde - og nogle, der er ude, og som gerne vil ind. Den struktur er så simpel, som den overhovedet kan blive. Herfra begyndte jeg at bygge op. Det er jo en traditionel dramaturgi, der findes i talrige amerikanske genrefilm. Men alligevel er der kommet en film ud af det, som jeg synes er svær at placere genremæssigt."
Det har instruktøren Ole Bornedal helt ret i. "Fri os fra det onde" kan ses som en fabel, der skræller lag på lag af det civiliserede menneske, indtil det står tilbage som en klump rå ur-drifter. Filmen er også et skæbnedrama med rødder i den græske tragedie - præsenteret med fortæller og kor. Og så har den momenter af politisk film, hvor temaer som klassekamp, flygtningepolitik og religiøse konflikter er oppe at vende. Filmens visuelle stil er præget af køligt gradede farver, der får selv et solbeskinnet sommerdanmark til at virke kuldslået.
"Det er i hvert fald ikke nogen socialrealistisk film, der viser Vestjylland år 2009," fastslår Bornedal. "Jeg syntes, det var interessant at tage nogle karakterer, som vi alle genkender, og udsætte dem for skæbneomstændigheder, der gør, at deres egenskaber forvrænges, forstørres og går amok. Det får hjulene i historien i gang og kaster emner af sig som fattigdom og underskud og mangel på kærlighed."
Ølteltet som central location
Det ser ellers umiddelbart idyllisk ud for det pæne middelklasseægtepar Johannes og Pernille. De er netop flyttet tilbage til Johannes' barndomshjem i en vestjysk landsby. Her hjælper Alain, der er flygtning fra Balkan, parret med at sætte huset i stand. Men så er det, at Johannes' lillebror Lars, der er langturschauffør, kommer hjem. Og den søde ældre kvinde Anna dør under dramatiske omstændigheder. Nu starter Annas indremissionske mand Ingvar en nådesløs klapjagt på den, der (måske) er skyld i Annas død. Støt og roligt ændres den søvnige lilleby til noget, der mest af alt minder om Dantes inferno.
En af de centrale locations i filmen er ølteltet, hvor der bliver råbt og slået på tæven, danset og drukket og pisset over kors under bordene. Det er rendyrket Sodoma og Gomorra, for at blive i filmens religiøse terminologi. Her holder underklassen til, proletariatet, som får tørt på af juristen Johannes, da han fyrer en iskold, nedladende enetale af og afslutter med et 'Tabernar!'. Men det får konsekvenser. Inden længe er hans hus - filmens anden centrale location - omringet af en tiggerhær i lynchstemning. De vil have fat i Alain og straffe ham for Annas død.
Ole Bornedal refererer her tydeligvis til en klassisk western-scene: Johannes er sheriffen, der forsvarer hestetyven inde i fængslet mod den rasende hob udenfor. Sheriffen repræsenterer civilisation, lov og orden, retfærdighed. Men i modsætning til den klassiske western er det i Ole Bornedals udgave af scenen noget vanskeligere at finde ud af, hvem vi skal holde med, og hvem vi ikke skal holde med.
"Det er svært at placere, hvor det onde og det gode ligger i 'Fri os fra det onde', for det er ikke entydigt. I en Hollywood-version ville Johannes helt klart være helten - men det er han ikke her. Alle i filmen bliver besmittet af det onde. Det er som en pæl, der bliver banket i jorden. Vi må fortsætte, indtil pælen er slået helt ned i jorden - det dur ikke, at den står halvvejs nede og vakler, fordi vi siger 'ah, vi tør måske godt kigge brutaliteten lidt i øjnene, men vi skal også være forsigtige, så det ikke kommer for tæt på …' Det ville være snyd. Så vi var nødt til at være konsekvente og gå hele vejen, da vi lavede filmen."
Ondskab er altid sydpå
Ondskab er et tilbagevendende tema i filmen. I begyndelsen siger Pernille til sine to børn: "Der findes ikke onde mennesker - det er bare, fordi de er ulykkelige eller mangler kærlighed." Det er et livssyn, Bornedal i høj grad deler.
"Der er altid en grund til, at mennesker handler, som de gør - der er nogle omstændigheder, som gør sig gældende. Vi er så civiliserede i vores del af verden, så vi har eksporteret ondskaben til Sudan og Mellemøsten og alle mulige andre steder, som ligger sydpå. Af en eller anden grund ligger ondskaben altid sydpå, mens nord associeres med renhed. Det er meget freudiansk - hjerne kontra kønsorganer, alt det farlige kommer dernede syd fra. Vores vokabularium med 'os heroppe' og 'dem dernede' er også virkelig symbolsk. Det har været en del af vores debat de sidste 20 år, og vi har vænnet os så meget til det, at vi ikke længere reflekterer over det."
Ole Bornedal leger drilsk og provokerende med konventionerne i sin film, blandt andet racistiske klicheer og religiøs metaforik. Filmens religiøse aspekter udsprang af figuren Ingvar.
"Hvis vi skulle lave en djævelsk karakter som Ingvar, måtte han have afsæt i noget religiøst, noget indremissionsk. Jeg har ikke bevidst tænkt på det, da jeg lavede filmen, men nu bagefter kan jeg se, at det giver filmen et politisk perspektiv. Ingvar bruger religionen til at retfærdiggøre sine brutale handlinger. Ingvars replik 'Herren giver os ordet - skal vi tage det?' kunne være sagt af religiøse ledere som George Bush eller Tony Blair. Den tematik rummer vores tid. Og det gælder også de racistiske klicheer. Jeg morede mig med at skrive de replikker, fordi det er sjovt at kredse om et aktuelt emne uden at gøre noget stort ud af det. Det er ikke tænkt som et politisk statement. Publikum kan hive det ud af det, de har lyst til."
Intuition som brændstof
Ole Bornedal understreger, at han ikke sidder og skriver budskaber og filosofiske overvejelser ned, inden han begynder at lave sine film.
"Jeg forsøger virkelig at undgå at trække analyseapparatet ind over skabelsesprocessen. For eksempel opstod vores locations ud fra praktiske, logiske overvejelser. Vi skulle bruge et sted, hvor der kunne gå druk i den og være musik og en orgiastisk stemning - og så var ølteltet oplagt. Men når man arbejder med kunst, bliver tingene jo til ikoner."
"Jeg arbejder ud fra følelser og forsøger at nå til et punkt af absolut åndelighed sammen med mit hold. Metoden er at bevæge sig ind i rum, der hedder film, og her lade sig manipulere af sine karakterer og locations og have alle sanser åbne over for den dramatiske grundsubstans - det, som kalder på forståelse hos alle mennesker. I det øjeblik, man begynder at tvinge manuskriptet for meget ned over processen og behandle og snakke og diskutere for meget, går det tit galt."
"Man skal så vidt muligt undgå diskussionen og i stedet følge en musikalsk rytme og lytte efter en særlig tone. Man kunne kalde det en guddommelig tone. Dens vibrationer går helt ind kroppen på os og rammer noget dybt i os, en kerne af sandhed og ærlighed. Hvis man kommer ind i det spor, så kører det. Sprogløsheden og intuitionen er ekstremt fin at arbejde med."
Intuitionen var også i orden, da Ole Bornedal gik i gang med castingen til filmen. Egentlig havde han tænkt sig at bruge kendte, etablerede skuespillere. Men da han mødtes med Jens Andersen for at caste ham til en lille birolle, gik det op for Bornedal, at her var den ene hovedrolle Lars. Nu besluttede han sig for konsekvent at søge i alternative retninger.
Til rollen som Johannes ledte Bornedal efter en modsætning til Jens Andersen, der er en fysisk skuespiller, og fandt frem til stand-up-komikeren Lasse Rimmer, der med Bornedals ord er "Danmarks mest præcise snakker og har en IQ på 1000". Til den centrale kvindelige rolle besluttede Bornedal sig for Lene Nystrøm. Det, som overbeviste ham, var en udstråling af romantisk renhed og skrøbelighed - eller som han udtrykker det: "Hun kan ligge i sin mands arme, se op på ham og sige 'Jeg elsker dig', og virke fuldstændig troværdig."
Film som peepshow
Ligesom i flere af sine tidligere film benytter Bornedal sig af en fortæller. Denne gang er det ikke blot en voice-over, men en person, som rent fysisk optræder på lærredet.
"Fortælleren er instrueret som en mangafigur - en vild ung mand, en androgyn type, som står uden for denne verden og ikke har noget med den at gøre. Han serverer bare et fad, vi kan vende og dreje, som vi har lyst til. Det er en fantastisk karakter, der præsenterer filmens personer for os og siger: 'Nu skal vi den her vej, nu sker der det og det.' Fortælleren udvider filmen."
"Joel Grey i 'Cabaret' har samme funktion. Bob Fosse havde et ekstremt talent for at vise, at film er en kabaret - en slags dukketeater eller kukkasse, som vi kigger ind i. Det har altid betaget mig, når små børn ser dukketeater. De kan sidde og se på to små hånddukker i en skotøjsæske og blive vildt begejstrede og råbe 'Pas på Mester Jakel!', når Djævelen lister sig ind på ham bagfra. De vil så gerne hoppe ind og rette op på den urimelighed, der foregår foran dem."
"Jeg forsøger at overføre dén intensitet til film og skabe en situation, hvor publikum kender alle præmisserne og kan se kassen. Der er tale om en verfremdungseffekt - selv om jeg har det svært med det ord, fordi der er så meget Bertolt Brecht og østtysk teater over det. Men det er ikke desto mindre den teknik, jeg benytter. Og som jeg synes er interessant at bruge over for et mediebevidst publikum, der har set tusindvis af film og har en million referencer. Man kan ikke blive ved med at lave film til sådan et garvet, hårdhudet publikum, som om det er første gang, de skal i biografen. Det respekterer den her film."
OLE BORNEDAL
Født 1959. Begyndte sin karriere i radio og tv. Bornedals gennembrud kom med "Nattevagten" (1994), som etablerede ham som en af 1990'ernes nye unge navne i dansk film. Bornedal instruerede også det amerikanske remake fra 1997. Den store internationale, engelsksprogede produktion "Jeg er Dina" kom i 2002, og efter flere år som teaterdirektør vendte Bornedal tilbage til filmen i 2007 med hele to af slagsen, "Vikaren" og "Kærlighed på film". "Fri os fra det onde", produceret af Thura Film, er Bornedals sjette spillefilm, og havde premiere i april.