Kulturministeriet har netop offentliggjort en analyse af børn og unges medievaner i forhold til danske og udenlandske spillefilm. Filminstituttet, som har stået for undersøgelsen, er ikke overrasket over, at børn og unge placerer film højt på listen over de foretrukne kulturtilbud. Henrik Bo Nielsen, Filminstituttets administrerende direktør, udtaler: "Det er godt at få bekræftet, at børn og unge er flittige brugere af filmmediet - ikke bare som et underholdningsprodukt, men også som afsæt for læring og kulturel udvikling i bred forstand."
"Analysen peger imidlertid også på en række udfordringer, som branchen og Filminstituttet må adressere i de kommende år: Vi bør skærpe indsatsen for den danske ungdomsfilm, som er ved at tabe terræn blandt de unge. Vi bør også styrke indsatsen for at få filmmediet ud til børn og unge i hele landet og gøre mere for at inspirere kommuner, skoler, lærere og kulturformidlere til at bruge filmmediet i skoleundervisningen og den lokale kulturpolitik."
Analysen af børn og unges medievaner i forhold til danske og udenlandske spillefilm blev offentliggjort af Kulturministeriet den 15. januar. Den blev iværksat som led i Filmaftalen 2007-2010 og gennemført i 2009 af konsulentbureauet Manto A/S med Filminstituttet som opdragsgiver.
Hovedkonklusionerne er blandt andet:
- Film er et meget vigtigt kulturbærende medie for børn og unge. Film er børn og unges foretrukne medie, og deres filmforbrug har en afsmittende effekt på andre former for kulturforbrug, f.eks. læsning, tv-sening, computerspil og Internet.
- Det danske marked for spillefilm, der er rettet mod børn, unge og familier, har en stor volumen og bredde sammenlignet med de øvrige europæiske markeder. Det gælder både danske og udenlandske spillefilm. Analysen peger dog også på, at unge i alderen 14-18 år ikke har særlig stor interesse for danske spillefilm.
- Både elever og lærere i folkeskolen opfatter film som et vigtigt medie i undervisningen. Lærerne fremhæver filmens styrke som læringsredskab og filmmediets muligheder for at skabe en fælles referenceramme for eleverne. Samtidig peger analysen på, at filmmediet, ifølge lærere og elever, fylder for lidt på skoleskemaet, og at skolerne langt fra udnytter filmens pædagogiske, kulturelle og almendannende muligheder.
- Biograferne er en vigtig ramme for børne- og ungdomskulturen. Børn og unge fremhæver biograferne som det bedste sted at se film, ikke mindst på grund af det sociale aspekt ved biografoplevelsen.
Læs mere
Rapport: Børn og unges medievaner i forhold til danske og udenlandske spillefilm (PDF)
Bilag 1: Markedsanalyse af spillefilm for børn og unge (PDF)
Bilag 2: Spørgeskemaundersøgelse (PDF)
Se også
"Børn elsker film" - publikation om Filminstituttets aktiviteter på området for børn og unge: