Som noget nyt sætter Filmværkstedet i 2019 fokus på, at "Publikum er Penge (PeP)" og at du med fordel kan tænke på hvordan, hvor meget og hvor du vil ramme dit publikum allerede i undfangelsen af din film. For at sparke denne PeP-serie af arrangementer i gang, kommer vi i godt selskab med instruktør Kristian Håskjold og producer Caroline Steenberg Dam, der vil fortælle om deres erfaringer samt give de tips og tricks, som de har lært i deres egen proces for derigennem at forstærke muligheden for, at en kortfilm bliver set af og valgt af festivaler i hele verden.
Filmværkstedets Brugergruppe er medarrangør af arrangementet.
Kristian har instrueret og skrevet adskillige kortfilm, hvoraf hans kortfilm FOREVER NOW blev vist på 35 festivaler, vandt 10 priser – deriblandt ”Bedste Narrative Kortfilm” på den anerkendte, amerikanske filmfestival, SXSW. Hans førsteårsfilm fra Super16 EN VÆRDIG MAND er blevet udtaget til 14 festivaler og har vundet fem priser – Deriblandt ”Bedste Europæiske Kortfilm” på den Oscar- og European Film Awards-kvalificerende Leuven International Short Film Festival. Begge film var produceret med støtte fra Filmværkstedet KBH.
Caroline har befundet sig i filmbranchen i mange år og har senest været ansat som producerassistent på produktionsselskabet Creative Alliance, hvor hun har arbejdet på adskillige nationale og internationale produktioner. Gennem hendes eget selskab Firebrand Productions har hun sideløbende produceret kortfilm og musikvideoer mens hun nu arbejder freelance i branchen. Udover at hendes førsteårsfilm EN VÆRDIG MAND gjorde det godt, så har hun ligeledes haft stor succes med hendes kortfilm DET STÆRKESTE BARN (Instr. Svend Colding), der bl.a. vandt Best Short Film på én af verdens største børnefilmsfestivaler ”Giffoni Film Festival”.
Tilmelding
Pris: Gratis
Deltagelse via nedenstående link:
https://form.jotformeu.com/90492889717374